Mathis-sagen: Sådan kom 33-årig i kontakt med 15-årige Mathis

Onsdag startede sagen mod den 33-årige, som sandsynligvis er den sidste, der har set 15-årige Mathis i live

Arkivfoto

Arkivfoto

HJØRRING:Ondag kl. 9 startede sagen ved retten i Hjørring mod den nu 33-årige mand, der er tiltalt for at have udsat den 15-årige Mathis Mathiassen for grov vold og efterladt ham i hjælpeløs tilstand en kold morgen i marts på boldbanerne i Hørby, hvor Mathis senere blev fundet død.

Onsdag gav den tiltalte sin forklaring af, hvad der skete fra Mathis sneg sig ud sent om aftenen den 27. marts og til en hundelufter fandt ham tidligt lørdag morgen.

Hans forsvarer, Helle Kaad Iversen, sagde inden, at den 33-årige nægter sig skyldig i grov vold, men erkender at have efterladt Mathis i hjælpeløs tilstand.

Han erkender desuden at være i besiddelse af MDMA, og små mængder amfetamin og kokain til eget brug.

Forsvaren fortalte, at den 33-årige tidligere er blevet flyttet fra et arresthus til et andet på grund af frygt for hans sikkerhed. Det bekræftede politiet.

Forsvarer Helle Kaad Iversen bad derfor om dørlukning under tiltaltes forklaring.

Dommeren afviste anmodningen om dørlukning, da hun ikke mente, at det, at sagen blev behandlet offentligt, ville sætte tiltaltes sikkerhed i fare.

Derfor kunne Mathis forældre og de mange fremmødte høre tiltaltes forklaring.

Inden da fremførte anklageren i sin forelæggelse, hvor hun blandt andet beskrev, hvordan politiet kom på sporet af den 33-årige.

Data fra Mathis telefon viste, at han natten op til han blev fundet, havde befundet sig på tiltaltes adresse i Frederikshavn.

Anklagerne beskrev, hvordan tiltalte og Mathis havde fået kontakt via appen GrindR, som er en chat-app for homo- og bi-seksuelle.

Mathis havde skrevet, at han var 16 år gammel og de to havde aftalt at mødes, have sex og tage MDMA.

Den tiltalte bekræftede den udlægning.

- Jeg gik ud fra, at han var 18. Det skal man være for at have appen, sagde den tiltalte.

I sms-korrespondancen fremgik det ifølge anklageren at Mathis fortalte, at han var 16.

- Det kunne jeg ikke huske. Jeg har overbevist om, at han var 18, og jeg hader mig selv for ikke at kunne huske det, sagde den 33-årige.

Han forklarede, at han havde downloadet appen, men altid slettet sin profil samme aften, for hverken hans daværende kæreste, venner eller kolleger kendte til, at han var, som han selv beskrev det i retten, “Nysgerrig”.

Under afhøringen kom det frem, at Mathis og den tiltalte havde taget MDMA hjemme hos den 33-årige, men han huskede kun meget lidt af, hvad der var foregået efterfølgende.

Der blev optaget video af, hvad de to foretog sig, men dommeren valgte at lukke dørene under afspilningen.

Retssagen fortsætter i eftermiddag. NORDJYSKE følger sagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.