Mere end 50 medaljer stjålet fra Guld-Haralds montre i Arena Nord
- Jeg er dybt forarget og helt uforstående overfor det, siger direktør i Arena Nord Per Malmberg
Opdateret kl. 15:30
FREDERIKSHAVN: En montre udstillet i Arena Nord, hvori der stod utallige pokaler og medaljer tilhørende den hæderkronede fodboldspiller Harald Nielsen, er blevet bestjålet.
Det drejer sig om en ramme med mere end 50 medaljer, som Guld-Harald har vundet i løbet af sin storhedstid.
- Jeg er dybt forarget og helt uforstående overfor det. Hvad fanden vil de med det? Det har jo i bund og grund kun stor betydning for Familien Nielsen, siger direktør i Arena Nord Per Malmberg.
Skete for over en uge siden
Selvom tyveriet først er blevet opdaget i weekenden, skete det ifølge Per Malmberg allerede ugen før Rødspættecup.
- Vi opdagede tyveriet under Rødspættecup, siger Per Malmberg.
- Men der er en, der siden har meddelt os, at medaljerne allerede var væk mandag 15. april. Så det er formentlig sket i weekenden før cuppen, siger han.
Intet er smadret
Det er ikke til at se på glasmontren, hvor medaljerne stod udstillet i, at der her været indbrud. Der er hverken knust glas eller tegn på, at den er blevet brækket op.
- Der er i hvert fald en, der er kommet ind uden at ødelægge den. Det kan være, den ikke har været forsvarligt låst, men det ved vi ikke noget om, siger Per Malmberg.
- Det kan også være, den er blevet lirket op. Men det ligner ikke, at det på nogen måde kan lade sig gøre, tilføjer han.
Ufattelig ærgerligt
Tyveriet af Guld-Haralds medaljer ærgrer Per Malmberg, der vil have det svært med at lave den slags udstillinger i fremtiden.
- Huset (Arena Nord, red.) står åbent rigtig mange timer om dagen, ofte også uden bemanding. Det kan være, at konsekvensen bliver, at vi ikke kan lave sådan en udstilling, siger han.
- Det er ufattelig ærgerligt. Vi har så mange mennesker, der kommer her hver dag og ser statuen, ser på montren og kan få hele historien om Harald Nielsen, siger Per Malmberg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.