Mette Hardam: Byrådsmøderne er tamme som bare pokker
Borgmesterkandidat Mette Hardam (V) vil have brudt Socialdemokratiets absolutte flertal - borgmester Birgit Hansen (S) kalder udtalelserne for ”pjusket” og ”valgstrategisk”
Opdateret 15. november 2021 kl. 14:16
FREDERIKSHAVN: Valgkampen kører på de sidste dampe, og i Frederikshavn Kommune er øjnene blandt andet rettet mod duellen mellem Socialdemokratiet og Venstre.
Men når man i Nordjyske læser valgpræsentationerne fra borgmester Birgit Hansen (S) og borgmesterkandidat Mette Hardam (V), er der en hel del steder, hvor der er enighed.
Begge politikere hylder en tæt kontakt til erhvervslivet, de efterspørger flere jobs samt værdig velfærd.
Men ét sted i præsentationen er de væsentligt uenige.
Det er efterhånden en kendt sag, at Socialdemokratiet har absolut flertal med 20 ud af 29 pladser i byrådet i Frederikshavn Kommune.
I Venstres valgpræsentation skriver Mette Hardam blandt andet:
”Når vi ser på Venstres kardinalpunkt for valget, så er det altoverskyggende mål for Venstre at få brudt det absolutte flertal. Vi har nu i den seneste fireårige periode oplevet et byrådsarbejde, hvor alt er bestemt i den socialdemokratiske gruppe”, skriver Mette Hardam.
Over for Nordjyske uddyber hun:
- Problemet med absolut flertal er, at diskussionerne forsvinder og udebliver. Socialdemokraterne kan jo for eksempel nemt have et eller to afbud i de politiske udvalg og alligevel få sagerne stemt igennem. I de første fire år, hvor jeg var i politik, og hvor socialdemokraterne ikke sad på det absolutte flertal, kunne vi sagtens have gode diskussioner. På den måde hørte vi de andres holdninger, og på den måde gjorde vi hinanden klogere - vi lærte af hinanden, siger Mette Hardam, som derfor mener, at byrådsmøderne er ”tamme som bare pokker”.
Betragtet som brok
Hun konstaterer også, at hvis Venstre har en anden mening, bliver det betragtet som brok og som om, at Venstre ikke vil samarbejde.
- Helt grundlæggende er jeg optaget af, at vi træffer nogle bedre beslutninger for borgerne og inddrager dem heri, siger Mette Hardam, som er formand for kultur- og fritidsudvalget.
Udvalget består af syv medlemmer - de fem af dem er socialdemokrater - og Mette Hardam møder ofte en påstand om, at ”hun jo bare kan sætte tingene på dagsordenen som formand.
- Den ret har jeg desværre ikke. Flertallet bestemmer altid - også for eksempel i hvilken retning forvaltningen skal arbejde i. Det betyder ikke, at jeg sidder med korslagte arme og surmuler. Jeg arbejder benhårdt på at få lov til at sætte de ting på dagsordenen, som jeg finder rigtige for at nå et godt resultat, siger Mette Hardam.
Savner inddragelse
Venstres borgmesterkandidat savner også, at hun bliver inddraget noget mere fra borgmesterens side.
Hun husker blandt andet, dengang Frederikshavn Kommune - i september - havde en stor og vigtig nyhed.
Nyheden handlede om to batteridrevne færger, som skulle indsættes mellem Frederikshavn og Gøteborg.
- Byrådet kendte intet til de nye færger. Venstre hilser de batteridrevne færger mere end velkomne, men undrer sig over, at inddragelsen igen udebliver. Helt grundlæggende er det ikke ordentlighed, at borgmesteren skriver under på noget, vi ikke ved hvad er. Når hun står i byrådets navn og udfører noget på vores vegne, mener jeg også, at vi burde vide på forhånd, hvad hun skriver under på, siger Mette Hardam, som er helt med på, at hun også har pligt til at holde øje med, hvad der foregår omkring hende.
- Men jeg synes, at Birgit Hansen har serveretten som borgmester. Som leder af byrådet må man forvente, at hun tager initiativ til inddragelse, hvis hun vil opnå ejerskab omkring beslutningerne. Det er klart, at borgmesteren bliver inddraget i projekter på et meget tidligt tidspunkt, men hun mister jo ikke noget ved at inddrage andre - tværtimod, siger Mette Hardam.
Har hørt det før
Spørgsmålet er måske, om Venstres borgmesterkandidat går hårdt nok til Birgit Hansen i forhold til at få afklaret uoverensstemmelser?
- Det spørgsmål har jeg hørt før. Det er nok bare ikke min facon, og jeg er ikke bange for at indrømme, at Birgit Hansen er mere politisk snu end mig. Det ved jeg udmærket godt. Jeg tænker nok mere, som man vil gøre i en virksomhed, siger Mette Hardam.
Borgmester Birgit Hansen (S) har naturligt nok ikke den samme opfattelse som Mette Hardam, når det handler om politiske diskussioner, som er forsvundet. Og om manglende inddragelse, når det for eksempel handler om batteridrevne færger.
- Jeg kan jo ikke tage fra Mette Hardam, at hun har den opfattelse. Men set i forhold til, at Mette Hardam for nylig har udtalt, at 95 procent af alle vores beslutninger er taget i enighed, er jeg da forundret. Og jeg undrer mig over, at hun ikke har sagt det til mig før. Derfor ser jeg hendes udtalelser som lidt pjusket og valgstrategisk. Virkeligheden er, at jeg har masser af opkald på min telefon, hvor der står Mette Hardam, ligesom jeg ringer til hende. Min dør og telefon er altid åben, og Mette Hardam ved det, siger Birgit Hansen.
I forhold til at rykke tættere sammen i bussen i det politiske arbejde har borgmesteren blandt andet indført gruppeformandsmøder og udvalgsformandsmøder, hvor deltagerne mødes og taler om de ting, som rører sig lige nu.
- Det med at Mette Hardam ikke føler sig hørt på udvalgsmøderne er svært at modbevise, for pressen har ikke adgang. Min virkelighed er en helt anden, og jeg hører for eksempel, at der er masser af gode diskussioner i kultur- og fritidsudvalget, som Mette Hardam er formand for, siger Birgit Hansen.
Kræver fortrolighed
Hvad angår sagen om de batteridrevne færger, vil der - ifølge Birgit Hansen - være sager, som kræver fortrolighed, indtil de for eksempel kan offentliggøres på et pressemøde.
- Det vil sige, at jeg som borgmester og formand for byrådet af og til har en viden, som jeg ikke kan fortælle det øvrige byråd om. Og borgmesteren har et mandat til at indgå i sådanne aftaler. Jeg repræsenterer kommunen i sådan en situation.
- Jeg er meget optaget af, at vi samarbejder og snakker med hinanden. Alle regler bliver overholdt, men jeg er nu engang den borgmester, jeg er - med fuld hammer på. Og Mette Hardam ville nok forvalte et borgmesterjob på en anden måde. Jeg har min måde at forvalte det her job på, og det er der heldigvis en del vælgere, som bakker op omkring, siger Birgit Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.