Mistænkeligt: Brand på samme gård to gange på bare to døgn

En længe på en gård på Fuglsangvej i Dybvad nedbrændte sent søndag aften

Jens Hukiær
Arkivfoto
Ildebrand 10. december 2018 06:34 - Opdateret 10. december 2018 09:46

DYBVAD: En voldsom brand, der hærgede en længe på en gård på Fuglsangvej i Dybvad sent søndag aften, har vakt mistanke hos Nordjyllands Politi.

- Det, der undrer os er, at der fredag aften var en brand på samme adresse i samme længe. Her havde brandvæsenet sikret sig, at branden ikke kunne udvikle sig yderligere, og alligevel kommer der så sent søndag melding om en brand på samme adresse, fortæller vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.

Derfor skal der - måske allerede i løbet af i dag - foretages en brandteknisk undersøgelse af brandstedet, som er afspærret af Hjemmeværnet.

800 grise på gården

Gården huser op mod 800 grise.

– Vi fik meldingen om branden klokken 22.10 søndag aften, og vi vidste jo - da det var anden brand på samme adresse på bare to døgn - at der var knap 800 svin på ejendommen, så vi rykkede igen med masser af folk og brandbiler, fortæller indsatsleder Bo Isaksen, Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn Kommune.

Der var ild i et buigballe oplag i længen på 300 bigballer, og da beredskabet nåede frem, stod ilden ovenud af taget i laden.

– Vi valgte derfor at sætte ind på at begrænse branden til den ene længe og dermed hindre branden i at sprede sig til de to længer med grise, oplyser indsatslederen.

Kontrolleret nedbrænding

Samtidig blev de mange grise på gården flyttet længst muligt væk fra den brændende bygning.

- Vi har herefter foretaget en kontrolleret nedbrænding af længen med de mange bigballer. Det ville være spild af ressourcer og vand at forsøge at slukke ilden i de 300 bigballer, så da vi havde styr på branden ved 02-tiden, så droslede vi ned på mandskabet og har lige en en tankvogn og en sprøjte og fem mand til at være på gråden for at holde øje med de sidste rester af branden, siger Bo Isaksen.

Fra starten var 15-20 brandfolk i aktion i kampen mod ilden, ligesom flere tankvogne var rekvireret fra Frederikshavn og Dronninglund.

Så det har været en langvarig opgave, der både har krævet sandwicher og mandag morgen rundstykker og kage til mandskabet, der fortsat arbejder på stedet, fortæller indsatslederen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...