Mystik om plakater: Pludselig var de der igen
Vælgerne i Frederikshavn har fået valg-dèjá vu - valgplakater har igen fundet vej til lygtepælene

Folketingsvalget er for længst rundet af, men nu er der igen kommet valgplakater at kigge på flere steder rundt omkring i Frederikshavn. Privatfoto: Peter Aaby Larsen
FREDERIKSHAVN:Folketingsvalget er ikke bare slut - landet har tilmed fået en ny regering.
Alligevel er borgerne i Frederikshavn i denne uge blevet mødt af en række valgplakater i lygtepælene fra især Frie Grønne, men også SF.

Privatfoto: Peter Aaby Larsen
- Jeg var ude og gå en tur med min søn i skoven på Pikkerbakken, hvor jeg opdagede nogle af plakaterne. Jeg tog et par billeder, som jeg postede på en lokal facebookside. Det viste sig så, at der hang plakater fem andre steder i byen også, fortæller Peter Aaby Larsen, der bor i Frederikshavn.
Først troede han, at der var tale om partier, der havde glemt at tage dem ned - men nu hælder han og andre mere til, at nogle personer - der har haft plakaterne - har skrevet og malet på dem og så hængt dem op igen.

Privatfoto: Peter Aaby Larsen
- Det er fint at få dem ned igen, der er jo lidt slemme ord på nogle af dem, lyder det fra Peter Aaby Larsen.
Og mon ikke snart de er væk igen. I hvert fald har TV2Nord været i kontakt med Susanne Zimmer, der var spidskandidat for Frie Grønne ved det seneste folketingsvalg.
Hun oplyser, at folk fra partiet vil køre rundt fredag og pille de genophængte plakater ned.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.