Brudt i brand

Nerverne var på højkant - gasflasker reddet fra voldsom brand

Campingplads måtte tilkalde Nordjyllands Beredskab

Ilden havde godt fat i bygningen med materiel - og gasflasker. Foto: Carl Chr. Madsen

Ilden havde godt fat i bygningen med materiel - og gasflasker. Foto: Carl Chr. Madsen

OPDATERET kl. 10.09 med mere præcis stedangivelse

FREDERIKSHAVN:Når der udbryder brand i en bygning, som også rummer 30 gasflasker, kan man godt forstå, hvis nerverne kommer lidt på højkant.

Det skete fredag morgen kort før kl. 9 på Nordstrand Camping på Apholmenvej nord for Frederikshavn. Her udbrød der brand i en garage, som foruden de mange gasflasker også rummede traktorer og en række andre maskiner og redskaber.

Da alarmen indløb med meldingen om de mange gasflasker, valgte indsatsleder Bo Isaksen at tage en ekstra tankvogn med.

- Det kræver meget vand, hvis der er ild i eller omkring gasflasker. Der var en brandvæg imellem dem og rummet, hvor det brændte. Vi fik meget hurtigt styr på branden og sikret, at den ikke bredte sig til den lokalitet, hvor gasflaskerne står, oplyser indsatslederen.

Foto: Carl Chr. Madsen

Foto: Carl Chr. Madsen

Det var personale på campingpladsen, som selv opdagede branden og alarmerede beredskabet.

- De så, der kom røg ud af bygningen og kunne ikke nå at gøre noget selv. Så er der ikke andet at gøre end at ringe 112, konstaterer indsatslederen.

Bygningen, hvor branden startede, er totalt udbrændt sammen med traktorer, maskiner og redskaber.

- Den er beklædt med træ, og så går det jo stærkt, siger Bo Isaksen.

Det er ukendt, hvad der er årsag til branden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.