Nordjyllands Beredskab: Nu er storbranden endelig slukket
Natten til torsdag har stået på brandslukning i en møbelbutik i Frederikshavn for Nordjyllands Beredskab, der nu har forladt stedet. Der er nu ingen fare for, at branden blusser op igen.
FREDERIKSHAVN: Sod og brændte møbler stod tilbage i My Home Møbler i Frederikshavn efter der onsdag aften opstod brand i bygningen. Branden var så kraftig, at personer i området blev bedt om at holde sig inden døre og lukke døre og vinduer.
Torsdag morgen melder Nordjyllands Beredskab, at de har forladt stedet.
- Vi har haft brandvagter på til klokken 8.00 torsdag. Vi har taget målinger med termisk kamera, og som det ser ud nu, så skal det være helt slukket nu, siger indsatsleder Dorte Krogh fra Nordjyllands Beredskab.
Den cirka 2000 kvadratmeter store bygning deler My Home Møbler med blandt andet Loop, en velværebutik og et ventilationsfirma.
Branden har forårsaget store brandskader på My Home Møbler, mens nabobutikker er sluppet med mindre skader.
Politiet skal have lavet tekniske undersøgelser, så det kan klargøres, hvordan branden er opstået. På nuværende tidspunkt er der ingen mistanke om, at branden skulle være påsat.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.