Milliarder til Forsvaret

Nordjyske værfter klar til et nyt forretningseventyr

Nordjyske værfter er klar til at bygge skibe for milliarder

Et dansk inspektionsskib hos Orskov Yard. Det kan måske blive et almindeligt syn i nær fremtid.
Et dansk inspektionsskib hos Orskov Yard. Det kan måske blive et almindeligt syn i nær fremtid. PR-foto: Orskov Yard.

Opdateret kl. 09:08

Det er årtier siden, store skibsværfter var arbejdsplads for tusindvis af nordjyder. Men måske kan værfterne igen være på vej mod et nyt forretningseventyr.

Det skriver DR Nyheder.

Flere af de tilbageværende værfter og konsortier er nemlig interesserede, når der i de kommende år skal bygges skibe til det danske forsvar for adskillige milliarder kroner.

Heriblandt Orskov Yard i Frederikshavn og Karstensens Skibsværft i Skagen.

Ifølge DR’s forsvarskorrespondent, Mads Korsager, vil staten over de næste 18 år have bygget op mod 70 nye krigsskibe af forskellig type og størrelse.

Berlingske har tidligere skrevet, at den kommende flådeplan kan rumme moderniseringer og nye skibe for op mod 100 milliarder kroner frem mod 2045.

– Det er en unik mulighed, og det er en mulighed, vi gerne vil gribe, siger administrerende direktør hos Orskov Yard, Lars Fischer, til DR Nyheder.

En samfundsopgave

I Frederikshavn håber man blandt andet at få fingre i byggeriet af fregatter – altså krigsskibe, der kan indgå i det danske luftforsvar – samt patruljefartøjer til Arktis.

– Vi har stadig kompetencerne, og der skal ikke ret meget til, før vi kan løfte det op på det niveau, der kræves, siger Lars Fischer. 

I Skagen ser administrerende direktør Knud Karstensen fra Karstensens Skibsværft mulighed for at byde ind på opgaven med at bygge nye miljøskibe – i samarbejde med Hvide Sande Shipyard og skibsdesignerne OSK.

– Vi synes, det er en samfundsopgave at være med til at gøre Danmark bedre rustet til den udvikling, der er i verden, siger han til DR Nyheder.

– Vi skal vedligeholde skibene, og så er det en fordel at kende dem. Derfor skal de bygges i Danmark – i det omfang det er muligt.

Nordjyske har tidligere skrevet om, hvordan de nordjyske værfter gerne vil have fat i ordre fra Forsvaret.

Her slår regionsrådsformand Mads Duedahl (V), også fast, at det er naturligt, at Nordjylland byder ind på opgaven.

- Nordjylland har et helt unikt værditilbud inden for det maritime område. Vi har værfter, som i årtier har bygget fartøjer til kunder i hele verden, siger han i artiklen.

Andre byder sig også til

De nordjyske værfter er dog ikke alene i konkurrencen om at få del i milliarderne fra Forsvaret.

På Fyn har man således dannet "Alliancen for Bygning af Krigsskibe på Fyn", hvor Odenses borgmester står i spidsen.

Alliancen tæller alle øens kommuner, en række værfter og flere af øens største virksomheder.

Derudover er der konsortiet Danske Flådeskibe, som består af Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, skibsdesigneren Odense Maritime Technology samt en af landets største pensionskasser, PensionDanmark.

For en lille måneds tid siden var den forhenværende kontreadmiral i Søværnet, Torben Ørting Jørgensen, ude og sige, at de nye skibe ikke skal bygges i Danmark, men at man skal købe dem, hvor man kan få dem bedst og billigst.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden