Nu taler forsikringsselskabet: Så meget er den stjålne borgmesterkæde vurderet til
Erstatningen skal gå til Sæbys 500 års købstadsjubilæum i 2024

Frederikshavn Kommunes forsikringsselskab har vurderet borgmesterkæden til 450.000 kroner.
FREDERIKSHAVN:Natten mellem 22. og 23. august skaffede tyve sig adgang til den gamle byrådssal på Sæby Rådhus. Og selv om den gamle borgmesterkæde befandt sig i en sikret montre med stålwire fastgjort i væggen, lykkedes det alligevel at stjæle kæden.
Den er fra 1969, udført i 18 karat guld med fire led, som symboliserer hovederhvervene i den daværende Sæby Kommune - landbrug, industri, handel og fiskeri.
Politiet har ikke haft noget spor at gå efter, og et godt bud er, at borgmesterkæden nu er smeltet om og aldrig bliver fundet.
Borgmesterkæden er naturligvis forsikret, og på onsdagens møde i økonomiudvalget bliver politikerne orienteret om, at kæden er vurderet til 450.000 kroner, hvilket Frederikshavn Kommune er tilfreds med.
Selvrisikoen er på 100.000 kroner, og spørgsmålet er så, om de 350.000 kroner skal gå til at lave en kopi af den gamle borgmesterkæde?
- Hvis der stadig var noget, som hed Sæby Kommune, ville vi have lavet en ny borgmesterkæde. Men vi synes ikke, at det giver mening at lave en kopi, siger borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen.
I stedet skal pengene gå til Sæbys 500 års købstadsjubilæum i 2024.
I forvejen er der afsat to millioner kroner til festlighederne - samme beløb, som var afsat i Skagen - og i Sæby kan borgerne altså feste for ekstra 350.000 kroner.
Økonomiudvalget forventes onsdag at sige ja til at overføre pengene til købstadsjubilæet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.