Svensker og legende skal genrejse White Hawks
Den kriseramte ishockeyklub i Frederikshavn har sat navn på den trænerstab, der fra næste sæson får ansvaret
Opdateret kl. 19:05
Frederikshavn White Hawks har ansat ny cheftræner, den 54-årige svensker Fredrik Johansson.
Samtidig bliver 45-årige Christian Schioldan ny assistenttræner.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse fredag morgen.
Fredrik Johansson har trænet flere anerkendte svenske klubber, og de sidste to sæsoner har han været cheftræner i norske Stjernen Hockey.
Sportschef Kasper Kristensen siger om det nye trænerteam:
- Fredrik Johansson er en træner med en klar idé om, hvordan han vil spille ishockey. Han står for en god, kreativ og underholdende spillestil, der er offensivt indstillet. Men også med en klar defensiv struktur når holdet skal forsvare.
Sportschefen tilføjer:
- Vi er også glade for, at Christian Schioldan har sagt ja til at være assistenttræner. Christian kender hvert et hjørne i klubben og kan bidrage med sin kæmpe erfaring. Det har lagt os meget på sinde, at finde en assistent, der kender klubben godt.
Den nye cheftræner Fredrik Johansson glæder sig:
- Vi har hele vejen igennem haft en rigtig god dialog omkring det, og jeg føler, vi står et godt sted sammen. Jeg har samtidig også haft mange lange snakke med Christian Schioldan, og vi har samme syn på hockeyen og lederskabet, så det har klikket lige fra starten af med os to.
- Jeg har fulgt en del med i dansk ishockey gennem årene, og set enkelte kampe også, men det er klart, at jeg nu skal til at sætte mig grundigt ind i det hele. Det skal jeg bruge noget af sommeren på, inden jeg flytter til Frederikshavn. Det virker som en skøn by, så jeg glæder mig til at flytte hertil, og komme i gang med jobbet, lyder det fra Fredrik Johansson.
Også den nye assistenttræner er klar:
- Jeg håber, vi kan få vendt den kedelige udvikling klubben har været lidt inde i, og jeg ser frem til at være med i den proces, sammen med Fredrik, som jeg har fået et rigtig godt indtryk af. Jeg har haft mange snakke med ham, og jeg tror, han passer rigtig godt til White Hawks, og det vi skal i gang med nu. Så det er et samarbejde jeg ser meget frem til, og så glæder jeg mig selvfølgelig til igen at blive en del af klubben, lyder det fra Christian Schioldan.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.