Ny stor tv-serie skal optages i Nordjylland med Jacob Lohmann i hovedrollen
Forfatteren Jens Henrik Jensens serie om Oxen bliver til en ny tv-serie på TV2

Jacob Ulrik Lohmann blev nomineret for sin rolle som Bonden i Norskov. Nu har han hovedrollen i tv-serien Oxen. Arkivfoto: Tune Kristensen
VENDSYSSEL:På tirsdag 10. oktober rykker et stort filmhold fra SF Studios til Nordjylland for at optage scener til en ny stor serie, som skal køre på TV2. SF Studios er i gang med søge statister til optagelser i Skagen og Frederikshavn.
Det er en serie med udgangspunkt i den danske forfatter Jens Henrik Jensens bøger om OXEN. Og han skriver på facebook:
- Dét her øjeblik har jeg glædet mig til rigtig længe, kære venner. For nu kan jeg endelig løfte sløret for detaljerne i det store, internationale thriller projekt, tv-serien OXEN, baseret på min bestsellerserie af samme navn.
Jens Henrik Jensen fortæller, at Niels Oxen spilles af Jacob Lohmann. Jacob Lohmann har faktisk tidligere været på mange optagelser i Frederikshavn, da han havde en af de bærende roller i tv-serien Norskov.
- Jeg er sindssygt glad for, at Jacob Lohmann skal spille Oxen. Jacob brænder igennem med et overbevisende kraftfuldt udtryk, både i tavshed og i action. I mine øjne perfekt til rollen.

”Bonden” (Jacob Ulrik Lohmann) var 21. september 2015 med til premieren på Norskov på havnen i Frederikshavn, hvor han hilste på Carina Hyttel. Bonden boede i Carina Hyttels hus i tv-serien. Arkivfoto: Marianne Isen
SF Studios har lavet en væsentlig ændring: Axel Mossman er i processen ændret til en kvindelig rolle. Den spilles af Ellen Hillingsø.
- En unødvendig og i bedste fald fjollet ændring efter min mening, skriver Jens Henrik Jensen.
Han forklarer, at begrundelsen for at ændre karakteren er, at de internationale investorer vil sikre sig, at OXEN får så bred en appeal til det kvindelige segment som muligt.
- Jeg har haft lang tid til at vænne mig til tanken... Og jeg må sige: Hvis ikke Ellen Hillingsø skulle spille dén rolle, hvem pokker sku' så?
Sæson 1 bygger på den første bog, Oxen - De hængte hunde. Sæsonen består af seks afsnit. Serien får premiere på TV2 og TV2 Play i 2023. Præcist hvornår er ikke fastlagt, men efteråret er et godt bud.
Instruktør Jannik Johansen har blandt andet lavet Borgen, Ragnarok, Rita og Sygeplejeskolen.
Producere er Senia Dremstrup og Michel Schønnemann, mens Jennifer Green, TV 2, er executive producer.
Serien optages på tre lokationer: København, Frederikshavns-området og på Fyn.
Budgettet for sæson 1 er 66 millioner kroner.
Og så var den der med statisterne. Der skal bruges et par i alderen 25-50 år 10. oktober og fem personer til at være presse. 11. oktober skal de bruge 40 personer til gadeliv og togpassagerer. 12. oktober har fire personer mulighed for at spille politibetjente. 13. oktober kan to få statistrollen som livvagter og så skal der bruges mindst 50 personer til at skabe gadeliv i Skagen. 28 oktober har de brug for to statister til at agere efterretningsfolk.
Kontakt statistkoordinator Liv Pedersen hos SF Studios på LivLPedersen@live.dk eller på tlf 60 17 86 56
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.