Forsvarsindustri

Nordjyske værfter skal måske bygge krigsskibe - men der er et problem

Nordjyske værfter glade for milliardplan, men eksperter er skeptiske

Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 15:13

Den forværrede sikkerhedssituation i Europa, efter den russiske invasion af Ukraine, har givet travlhed i forsvarsindustrien.

Og det kan også skabe travlhed på nordjyske værfter.

De kommende år skal Forsvaret have nye krigsskibe for op mod 40 milliarder kroner. Én mulighed er at bygge de nye krigsskibe i Danmark, lyder forslaget i en ny rapport fra Det nationale partnerskab for det maritime område.

De bedst egnede

I rapporten udpeges tre værfter - heraf to nordjyske - som egnede til at bidrage til nybygning og udrustning af store krigsskibe i samme størrelse som Søværnets nuværende fregatter.

De to egnede værfter i Nordjylland er Karstensens Skibsværft i Skagen og Orskov Yard i Frederikshavn. Begge værfter hilser med tilfredsheden den milliardstore plan om nye krigsskibe.

Skrog fra udlandet

- Det er spændende med de her planer, og det deltager vi gerne i, siger direktør Kent Damgaard fra Karstensens Skibsværft.

Værftet har tidligere levere tre inspektionsskibe til Søværnet. De skibe bruges i arktisk farvand omkring Grønland.

Ingen af de to nordjyske værfter er dog i stand til selv at bygge de meget store skrog til krigsskibene. Ikke her i landet.

Karstensens Skibsværft har dog også et værft i den polske havneby Gdansk, hvor de stålskrog vil kunne bygges.

En fælles opgave

Hvis krigsskibene skal bygges i Danmark, skal flere danske værfter deltage.

- Det bliver en fælles opgave. Det bliver nødt til at blive spredt ud på de forskellige værfter herhjemme, siger Kent Damgaard.

Forsvaret skal dog ikke regne med at kunne få leveret danskproducerede krigsskibe foreløbig.

Hvis regeringen vælger, at der skal bygges krigsskibe herhjemme, vil det første skib tidligst stå klar om fire år. Det oplyser fra Anne H. Steffensen, administrerende direktør for Danske Rederier og formand for det nationale partnerskab for det maritime område.

Skriger på moderne skibe

Tre forsvarsanalytikere er skeptiske over forslaget om at bygge krigsskibe i Danmark som led i Forsvarets milliarddyre flådefornyelse.

- Det vil tage for lang tid og være urentabelt at begynde at stable en stor, dansk værftsindustri op fra grunden. Jeg tvivler på, at der vil være andre aftagere nok til at holde værfterne beskæftiget imellem skibene til Forsvaret. Der vil vi være bedre stillet at se mod udlandet, siger Hans Peter Michaelsen fra fra Nordic Defence Analytics til branchesitet Søfart.dk.

Den skepsis er han ikke ene om:

- Det giver ingen mening, at vi i Danmark skal bygge krigsskibe helt fra bunden, siger tidligere kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen til tv2.dk.

- Vi har lukket ned for den del af vores skibsbyggeri for mange år siden. Hvis man nu vil genopfinde det, handler det mere om at tilgodese industrien frem for Søværnet, der skriger på at få leveret moderne krigsskibe i en fart, bemærker han.

Ikke tid til at vente

Forsvarsanalytiker og orlogskaptajn Jens Wenzel Kristoffersen mener også, at det vil tage alt for lang tid at bygge krigsskibe i Danmark:

- De store krigsskibe, som vores arktiske fregatter, er ikke et eventyr, vi bør kaste os ud i. Det vil tage os 5-10 år at få opbygget kapaciteten til det. Det har vi ikke tid til at vente på i den sikkerhedspolitiske situation, vi står i, siger han til søfart.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden