Nye laboratorier til SOSU Nord

Uddannelsescenter i Fr.havn: Vigtig med lokal uddannelse for at sikre tilgang af elever til SOSU Nord

Her tager SOSU Nords underviser lokalerne i nærmere øjensyn

Her tager SOSU Nords underviser lokalerne i nærmere øjensyn

FREDERIKSHAVN:Måske er det første gang i Danmarkshistorien, at en handelsskole har indrettet et naturfagslokale. Når det sker, så er det ikke fordi eleverne på Handelsskolen i Frederikshavn har fået en ny studeretning, men fordi handelsskolen også rummer SOSU Nords lokalafdeling i Frederikshavn.

Og det er netop lærere og elever hos SOSU Nord, der skal bruge de nye lokaler.

- Satsningen på at omdanne tre lokaler til moderne naturfagsfaciliteter er en form for fysisk manifestation af vores gode og tætte samarbejde, sagde Brian Andersson direktør for Frederikshavn Handelsskole, da han overdrog lokalerne til SOSU Nords lokalafdeling i Frederikshavn.

SOSU Nord har siden 2020 lejet sig ind hos handelsskolen under den fælles paraply Uddannelsescenter Frederikshavn på Kirkegade, som også omfatter den Kommunale Ungdomsskole og den kommunale sprogklasse.

Det nye store naturfagslokale i SOSU Nord bygningen er projekteret af ArkiNord.

Det opfylder alle moderne krav til sikker undervisning i et naturfagslokale lige fra udsugning til aflåste kemiskabe.

Ved de nye laboratorieborde kan de cirka 140 årlige elever på grundforløb 2 til social- og sundhedshjælper eller assistent fordybe sig i emner som kostanalyse, dyrkning af mikroorganismer og hygiejneforhold.

Emner, som alle er vigtige at kende til, når eleverne skal ud at arbejde i sundhedssektoren.

- Det giver virkelig grunduddannelsen her lokalt et løft, at naturfagsundervisningen nu finder sted i moderne lokaler med al nødvendigt udstyr og de rette sikkerhedsforanstaltninger.

- Vi kan dermed udbyde den bedst mulige undervisning i de rette omgivelser til vores elever.

- Vi er meget glade for vores samarbejde med handelsskolen, og naturfagslokalet er et vidne om, at vi er at finde i Frederikshavn i forhåbentlig mange år fremover, siger Anne Louise Alstrup, uddannelsesleder for lokalafdelingerne i SOSU Nord.

Vigtig for rekrutteringen

Og netop placeringen lokalt i kommunen er helt afgørende for rekrutteringen af SOSU’er på den lange bane.

Inden for de kommende fem år vil der ske en naturlig afvandring fra faget som sammenholdt med den demografiske udvikling i kommunen vil betyde, at vi i 2026 kommer til at mangle 600 SOSU’er.

Det siger formanden for Social og Sundhedsudvalget, Ole Rørbæk (S).

- Vi har forsøgt at tage handsken op med den såkaldte Skagen-model - og den har haft et positivt afkast, idet vi har fået langt flere i gang med uddannelsen.

- Det skyldes ikke mindst, at den kan tages lokalt og at vi garanterer job efter uddannelsen, siger formanden.

Erfaringerne og koblet med udfordringerne i en ny rekrutteringshandleplan, der arbejder med tre elementer, nemlig øget synlighed og tilgængelighed til SOSU-faget, livslang læring og det gode arbejdsliv.

Handleplanen fokuserer blandt andet på de nye generationer af unge, som har andre forventninger til uddannelse og arbejdsplads end den nuværende arbejdsstyrke generation X og generation Baby Boomers (1946-1964).

Fuldtidsjobs

Samtidig vil fremtidens ældre borgere også have andre ønsker og forventninger til løsningen af kerne-opgaven. Det kræver derfor både en anderledes tilgang til rekruttering og fastholdelse af alle generationer i fremtiden og nytænkning i løsningen af kerneopgaven.

Men er der ikke også et behov for at skabe fuldtidsjobs inden for området?

- Jo, det skal man selvfølgelig have for øje, men vi kommer nok aldrig til at se at alle stillinger optræder som 37 timers stillinger.

- Dels vil der være mange, der ønsker nedsat tid og dels er der også behov for at se, hvor mange hænder selve kerneopgaven kræver 24-7, så vi sikrer vi har de hænder, der skal til, men heller ikke har flere end kerneopgaven tilsiger, understreger formanden, der erkender, at det er en knivskarp balanceakt.

- Derfor skal vi være åbne for at søge at skabe de 37-timers stillinger, som der måtte være ønske om, siger Ole Rørbæk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.