Nyt byrådsmedlem forlader S: Det minder om et religiøst samfund
Efter personlige oplevelser med "manglende respektfuld dialog" har Frederikshavns yngste byrådsmedlem valgt nyt parti
Opdateret kl. 18:08
Kaptajnen nåede dårligt at overlade roret til sin efterfølger på borgmesterposten i Frederikshavn, før det for alvor begyndte at rumle i den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Tidligere på ugen meddelte Martin Tøttrup Kelkelund, at han forlod partiet til fordel for SF.
Dernæst meddelte Erik Kyed Trolle, at han opgav at være løsgænger for at vende tilbage til partiet med absolut flertal i byrådsgruppen.
Søndag fortsætter uroen så med nyheden om, at byrådets yngste medlem, 36-årige Tina Kruckow, har valgt at forlade Socialdemokratiet og melde sig ind i SF.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Ifølge mediet skyldes skiftet et dårligt arbejdsmiljø i Socialdemokratiets byrådsgruppe.
Tina Kruckow, som blev valgt ind i byrådet i 2021, tabte tidligere på året et kampvalg om at blive partiets spidskandidat ved kommunalvalget næste år. Hun forklarer, at hun har oplevet en kultur præget af manglende samarbejde og en hård tone, som ikke stemmer overens med hendes værdier.
- Jeg mener, at politik skal være baseret på en respektfuld dialog og en fælles vilje til at finde løsninger, siger hun til Kanal Frederikshavn.
Tina Kruckow nævner havnesagen som et eksempel, der har forstærket hendes beslutning om at skifte parti. Hun har oplevet personlige angreb, men understreger, at hun hellere vil se fremad og arbejde for de værdier, hun tror på.
Den nu forhenværende socialdemokrat sammenligner den nuværende kultur i Socialdemokratiet med de kontrollerende strukturer, hun kender fra sin opvækst i et religiøst samfund. Hun fremhæver, at frihed og integritet er afgørende værdier for hende, og hun ønsker ikke at gå på kompromis med disse.
Tinas Kruckow understreger, at nederlaget til Anders Brandt Sørensen i kampen om at blive partiets borgmesterkandidat, ikke er årsagen til hendes skifte.
Hun peger på en generel kultur med begrænset samarbejde og frihed som den primære årsag til, at hun nu vil fortsætte sit politiske arbejde i SF.
Med tilgangen af først Martin Tøttrup Kelkelund og Tina Kruckow er SF's byrådsgruppe den seneste uge vokset fra ét til tre medlemmer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.