Fralandsvind og brandmænd: Livredderne fik travlt på Palmestranden
Søndag fik livredderne i Frederikshavn nok at se til
Opdateret 17. juli 2019 kl. 13:55
FREDERIKSHAVN: Sidste uge var egentlig relativt stille for livredderne på langt de fleste af de nordjyske strande. Men en drilsk vind i weekenden fik antallet af aktioner på Palmestranden i Frederikshavn til at stige eksplosivt.
På de seks nordjyske strande, som TrygFonden kystlivredning holder opsyn med, måtte livredderne i sidste uge ud på 49 førstehjælpsaktioner.
Og hele 31 af dem foregik altså på Palmestranden i Frederikshavn.
Det var især søndag, der var travl. Her drillede både brandmænd og fralandsvind badegæsterne, forklarer Michael Iwersen, der er uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.
- Søndag havde vi ret mange førstehjælpsaktioner, fordi folk var blevet brændt af brandmænd eller havde skåret sig på skarpe genstande, siger han.
Blokhus: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 0 forebyggende aktioner og 140 oplysende indsatser
Løkken: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 166 oplysende indsatser
Tornby: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 356 oplysende indsatser
Palmestranden: 0 livreddende aktioner, 31 førstehjælpsaktioner, 45 forebyggende aktioner og 930 oplysende indsatser
Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 7 førstehjælpsaktioner, 7 forebyggende aktioner og 336 oplysende indsatser
Tversted: 0 livreddende aktioner, 6 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 284 oplysende indsatser
Kilde: TrygFonden Kystlivredning
Udover førstehjælp gjorde fralandsvinden, at livredderne også måtte ud på 45 forebyggende aktioner på Palmestranden.
Driver let til havs
- Fralandsvinden er farlig, fordi man hurtigt driver til havs, og det kan være svært at komme ind igen, siger Michael Iwersen.
En forebyggende aktion er, når livredderne for eksempel hiver fat i folk, der er på vej ud i havet med et badedyr eller en gummibåd i fralandsvind og gør badegæsterne opmærksomme på, at det er en dårlig idé.
- Især på oppusteligt badeudstyr tager vinden rigtig godt fat i. Mange kommer også i knibe, fordi deres badedyr driver væk, og de forsøger at svømme ud efter det, men så ender de med at blive trætte og kommer ud, hvor der er dybt, siger Michael Iwersen.
Grunden til at Palmestranden skilte sig ud i antallet af aktioner sidste uge er, at de fleste andre strande havde pålandsvind, forklarer han.
Han opfordrer alle, der overvejer at tage en tur på stranden denne sommer til at holde godt øje med vinden og vandet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.