Påsat brand i pizzeria: Har du set denne mand?

Nordjyllands Politi offentliggør overvågningsvideo af mistænkt gerningsmand til påsat brand i pizzeria i Elling

Foto: Nordjyllands Politi

Foto: Nordjyllands Politi

ELLING:Nordjyllands Politi efterlyser nu gerningsmanden til en brand i et pizzeria 1. marts.

Her forsøgte brandstifteren at sætte ild til Milano Pizza Elling på Grundtvigsvej i Elling med brandbar væske. Branden nåede kun at få fat døren til pizzeriaet, da en borger opdagede flammerne og fik ilden slukket med sin egen pulverslukker.

Men en overvågningsvideo fra stedet viser, at gerningsmanden ankom til fods, og han havde en hvid Ajax-dunk med benzin med sig, som han hældte ud på stedet, hvorefter han forlod gerningsstedet til fods.

- Vores efterforskningsskridt i sagen har ikke kunnet fastlægge mistænktes identitet. Derfor offentliggør vi nu overvågningsmateriale af personen, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Carsten Straszek, der håber, at dette giver anledning til henvendelser fra offentligheden.

- Man bør især lægge mærke til, at den mistænkte halter på sit ene ben. Ring straks til os på 114, hvis man genkender ham – eller hvis man har andre relevante oplysninger i sagen, understreger politikommissæren.

Den mistænkte beskrives som: 175 cm høj, almindelig af bygning, meget kortklippet sort hår, næsten skaldet, mørk hættetrøje, mørke jogging-bukser og sorte sko.

Nordjyllands Politi ved fra overvågningsmaterialet, at den mistænkte indfandt sig omkring gerningsstedet ved 23.30 tiden om aftenen, hvorefter han gik hen til et bænkesæt, hvor han sætter den hvide dunk på bordet – og der trækker en hætte fra sin trøje over hovedet.

- Omkring to minutter efter løber han fra stedet, og her kan vi konstatere, at han halter på sit højre ben – og ilden blusser så op lige bagefter, siger Carsten Straszek.

Ingen mennesker kom noget til i forbindelse med branden.

Læs også:

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.