Pædagog frifundet for blufærdighedskrænkelse af piger på Læsø Skole
34-årig var tiltalt for at have befølt 10 piger og vold mod barn på Læsø Skole

Foto: Kirsten Østergaard
LÆSØ:En 34-årig tidligere pædagog på Læsø Skole er torsdag blevet frifundet for alle anklager om blufærdighedskrænkelse af 10 piger på Læsø Skole.
Retten i Hjørring mente ikke, at der var beviser nok i sagen.
Det fortæller anklager Janni Nørgaard.
Den 34-årige mand var tiltalt for i 10 tilfælde at have befølt pigerne, der på det tidspunkt var mellem otte og 10 år gamle, samt et forhold for vold.
Ifølge tiltalen mod den tidligere pædagog skulle krænkelserne være sket over en periode på halvandet år.
De 10 piger er alle blevet videoafhørt, og deres forklaringer er blevet afspillet i retten. Men retten fandt altså ikke pigernes forklaringer troværdige nok.
Retten mente ikke, at forklaringerne var detaljerede og konkrete nok, og sammen med at de øvrige beviser i sagen ikke støttede pigernes forklaringer, så blev den 34-årige altså frifundet, forklarer anklager Janni Nørgaard.
Den 34-årige har under hele sagen nægtet sig skyldig og afvist alle beskyldninger mod ham.
Anklagemyndigheden vil nu vurdere, om dommen eventuelt skal ankes.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.