Frederikshavn

Patienter skal mærke vinden i ny rickshaw

Trehjulet fondsgave til Hospice Vendsyssel

Det er i en rickshaw som denne, at patienter på hospice kan komme en tur ud i naturen. Her er det hospiceleder Birgitte Nielsen og sygeplejerske Tina Sørensen, der har taget sæde i rickshaw’en med Maria Soon Mousten, som fører. På billedet ses også eventkoordinator i GF Fonden, Helle Nielsen. Foto: Henrik Louis
Det er i en rickshaw som denne, at patienter på hospice kan komme en tur ud i naturen. Her er det hospiceleder Birgitte Nielsen og sygeplejerske Tina Sørensen, der har taget sæde i rickshaw’en med Maria Soon Mousten, som fører. På billedet ses også eventkoordinator i GF Fonden, Helle Nielsen. Foto: Henrik Louis

FREDERIKSHAVN: Fredag kunne GF Forsikrings fond overrække Hospice Vendsyssel en rickshaw.

Et af formålene er at give patienter på hospice adspredelse i en svær tid i form af cykelture i en rickshaw.

- Jeg ved, at Hospice Vendsyssel har en støttegruppe med masser af frivillige ildsjæle, der hver dag gør et stort stykke arbejde.

- Jeg er glad for, at overrækkelsen finder sted netop her i Frederikshavn, og jeg er sikker på, at de her rickshaws nok skal blive brugt til gavn og glæde for patienterne, lød det fra fondsformanden, Jens Jørgen Vinther, Frederikshavn.

Måske kan det være svært lige at se, hvad en rickshaw kan byde ind med, når det gælder hospicepatienter.

Men spørger man hospicechef Birgitte Nielsen, så vil den nye rickshaw kunne blive et fint krydderi på hverdagen på hospice.

- Jeg tror det primært vil blive benyttet af de af vore patienter, der er her i 2-3 uger på et symptomlindrende ophold. Men jeg forestiller mig da også, at det kunne være en adspredelse for børn, der er pårørende til en hospiceindlagt forældre.

- Her kunne vi tage dem med på en tur til ishuset i rickshaw’en, siger Birgitte Nielsen.

For hende giver rickshawen nye muligheder for at bringe patienterne uden for, hvor de kan mærke vinden igen.

- Det er for at bringe patienterne uden for de fire vægge, vi har her, siger Birgitte Nielsen.

Ud over Hospice Vendsyssel modtog fire andre hospice i Jylland også en rickshaw og hvert sted bliver udvalgte medarbejdere i den kommende tid lært op til at betjene dem.

Det er Cykling For Livet, der står for at oplære medarbejderne på de enkelte hospicer, og her fortæller Maria Soon Mousten, at støtten fra GF Fonden gør en forskel.

- Med GF Fondens støtte har vi kunnet købe fem rickshaws og donere dem til de fem hospicer.

- Vi ønsker og håber, at hospicerne får glæde af dem, og at de nuværende frivillige eller måske nye frivillige vil have lyst til at cykle med patienterne, siger hun.

Maria Soon Mousten fik rickshaw-ideen under et besøg i Canada, og da hun kom hjem var der ikke langt fra tanke til handling.

Hun etablerede foreningen Cykling For Livet og begyndte at forespørge alle landets hospices om de kunne have behov for en rickshaw.

Der kom positiv tilbagemelding fra Hospice Vendsyssel i Frederikshavn og fire andre hospices i Jylland - og de er nu vwed at blive ekviperet med en rickshaw doneret netop af GF Fonden.

Maria Soon Mousten kom tidligt på besøg i Frederikshavn fredag for at instruere de ansatte i bruges af cytlen, men da cyklen kom før hende, ja så nåede den faktisk ud på et par køreture inden - blandt andet med sygeplejerske Tina Sørensen som fører.

Nu venter forårstiden snart - og på Hospice Vendsyssel forventer man at der vil blive god brug for rickshaw’en, når vejrliget mildnes en anelse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden