Politi

Hjælp med at lede de rigtige steder, lyder opfordring fra politiet

Eftersøgning efter 89-årig mand har kortvarigt været på pause - den genoptages her til morgen

Peter Niemann Madsen
Peter Niemann Madsen Foto: Nordjyllands politi

Opdateret kl. 13:44

Eftersøgningen efter den 89-årige Peter Niemann Madsen fra Skagen har kortvarigt været på pause, medens helikopterpersonalet har haft et hvil, og der er kaldt nye hunde ind til at deltage i eftersøgningen, når det går løs igen søndag morgen.

Peter Niemann Madsen cyklede fra sit hjem i Skagen lørdag ved 10-tiden og er ikke set siden.

- Når folk nu her til morgen skal til bageren efter rundstykkerne eller skal ud i andet ærinde, så vil vi godt opfordre folk til at holde godt udkig efter Peter og også den blå Kildemoes-cykel, han kørte hjemmefra på. Ser i den ligge et sted, hvor den ikke umiddelbart hører hjemme, så giv os et kald på telefon 1-1-4, så vi kan få undersøgt det og allerhelst finde Peter, lyder det fra vagtchef Thomas Ottesen, Nordjyllands Politi.

Hundepatruljer fra Nordjyllands Politi, en helikopter og en drone har været i gang det meste af natten - helikopteren med varmesøgende udstyr, der har gjort, at politiet har bedt folk holde sig fra de områder, hvor helikopteren ledte, fordi det ellers ville give alt for mange udslag på det varmesøgende udstyr.

Politiets indsatsleder på stedet Klaus Rogild fortæller om politiets eftersøgning:
- Vi er i gang med at søge i et relativt stort område med flere hundepatruljer, ligesom vi også har en drone i luften – vi vil rigtig gerne have folks hjælp til at kigge efter på egne grunde og i skure, hække med videre, siger han ved middagstid søndag i en pressemeddelelse.

Ønsker folk at deltage i eftersøgningen, bedes de henvende sig til foreningen Missing People, der er samlet på Skagen Kultur- og Fritidscenter på Kirkevej i Skagen. 

- Herfra vil de koordinere og instruere frivillige i aktivt at lede på en måde, så det ikke karambolerer med politiets indsats og ødelægger spor for hundepatruljerne. Vi har brug for alle de øjne, der kan mønstres for at lede efter Peter – men også den blå Kildemoes damecykel. Den kan jo hænde at være parkeret, eller ligge smidt et sted og det hører vi meget gerne om på telefon 114, lyder det fra indsatslederen.

Der er blevet søgt i et kæmpeområde fra Skagen ned til Hulsig, hvor et af tippene gik på, at Peter skulle være set, og derfra helt over til Kandestederne og tilbage mod Skagen.

Også Skagen Redningsstation har deltaget i eftersøgningen af Peter.

- Vi kontaktede Nordjyllands Politi og tilbød vores hjælp. Vi startede med at afsøge havnen hele vejen rundt langs kajen med både FRB08 og vores redningsbil, fortæller redningsstationen på sin Facebookside.

Ud fra de informationer der kom kørte redningsstationens folk også til skoven syd for Skagen og afsøgte Hulsig stien og skoven omkring den tilsandede kirke.

- Vi blev derefter bedt om at afsøge på havnen igen, og derefter kørte vi ned på stranden ved vippe fyret. Ved 21 tiden mødtes vi med politiet for at fortælle, hvor vi havde afsøgt. Vi blev enige om, at vi ikke havde så meget mere at byde ind med, så politiet takkede for vores indsats, lyder det i opslaget på Facebook.

Politiets vagtchef så søndag morgen frem til, at dagslyset igen får magt. Det er nemlig i sagens natur umådeligt meget nemmere at foretage en eftersøgning i dagslys frem for i nattens mulm og mørke.

- Vi skal nok melde ud, hvis der er områder, hvor helikopteren igen skal søge med varmesøgende udstyr. Her vil vi nemlig gerne have folk til at holde sig væk for ikke at få for mange forvirrende signaler, lyder det fra vagtchefen.

Peter Niemann Madsen er 89 år gammel, 170 - 175 cm høj og slank af bygning.

Da han cyklede hjemmefra, var han iført grøn jakke og cowboybukser. Han cyklede hjemmefra på en nyere blå damecykel af mærket Kildemoes.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden