Politi standsede knallert: Det endte i tumult og knytnæveslag
Der opstod tumult, da politiet onsdag standsede en knallert, der kørte for hurtigt
Opdateret kl. 23:08
ÅLBÆK: Onsdag eftermiddag var politiet til stede på Skagensvej i Ålbæk. Betjentene var i civil beklædning, men dog med synlige politiskilte. De fik færten af en knallert, der kørte for hurtigt. Derfor valgte de at bringe den til standsning.
Føreren af knallerten var en 51-årig mand, og det viste sig, at der var foretaget konstruktive ændringer på den, så knallerten var ulovlig.
Til stede ved standsningen var også en 48-årig kvinde, som bor på samme adresse som knallertføreren. Der opstod en ophedet diskussion, og kvinden endte med at slå den ene betjent med knytnæveslag på den venstre skulder.
- Betjentene forsøgte at tilbageholde dem begge, da de efterfølgende ville gå fra stedet. Men de modsatte sig anholdelsen og forsøgte at vriste sig fri og gå fra stedet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.
Ifølge Karsten Højrup Kristensen var kvinden den mest ophidsede. Derfor bad betjentene manden om at gå, fordi han forstyrrede politiets arbejde med kvinden, men det nægtede han. Samtidig nægtede manden også at sige, hvad han hedder.
Begge personer blev anholdt på stedet og bragt til politigården i Frederikshavn.
Omkring klokken 18 blev de løsladt igen. De er begge blevet sigtet for en stribe overtrædelser af straffeloven - blandt andet vold imod tjenestemand i funktion.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.