Havne

Politiker-ja til fyring af direktører

Havnen er i en "meget vanskelig situation", fastslår bestyrelse

Direktionen for gældsplagede Frederikshavn Havn er fyret.
Direktionen for gældsplagede Frederikshavn Havn er fyret. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 10:26

Et flertal i byrådet i Frederikshavn Kommune bakker op om fyringen af direktionen for Frederikshavn Havn, der har store økonomiske problemer.

Borgmester Birgit S. Hansen (S) har som formand for byrådet nikket ja til havnebestyrelsens indstilling om, at både direktør og vicedirektør for havnen fyres. Dermed er fyringerne allerede sket.

- Jeg har lavet en sondering i byrådet og har et stort flertal til at sige til havnens bestyrelsen, at "det gør I", så de kan komme videre. Jeg har truffet beslutningen på vegne af byrådet, siger borgmester Birgit S. Hansen til Nordjyske fredag morgen.

Da Frederikshavn Havn er en kommunal selvstyrehavn, hæfter kommunen for havnens gæld.

Og havnens gæld er meget stor, som Nordjyske tidligere har beskrevet.

Blandt problemerne er blandt andet en olieterminal, som er flere år forsinket og er blevet meget dyrere end forventet.

Direktører fratrådt

Byrådet i Frederikshavn Kommune holder sit næste møde 31. januar, men allerede nu har borgmester Birgit Hansen altså konstateret, at et flertal i byrådet støtter havnebestyrelsens indstilling om at fyre havnens direktion. Derfor har hun truffet en formandsbeslutning om at godkende fyringerne. Og dermed er både havnens direktør Mikkel Seedorf Sørensen og vice- og driftsdirektør Kim Nielsen fratrådt.

Det har fortsat ikke været muligt at træffe Karsten Dybvad, formand for havnens bestyrelse, for en kommentar.

Skal sikre driften

I en pressemeddelelse torsdag skrev bestyrelsen:

"Bestyrelsen for Frederikshavn Havn har besluttet, at samarbejdet med direktionen skal ophøre. Den har derfor indstillet til byrådet, som skal godkende indstillingen, at det effektueres, hurtigst muligt. En enig bestyrelse peger på, at der er behov for en ny ledelse, der kan styre havnens økonomi på plads, og sammen med bestyrelsen føre havnen videre og sikre driften og den fremtidige udvikling."

I pressemeddelelsen understregede bestyrelsesformand Karsten Dybvad, at Frederikshavn Havn er i "en meget vanskelig situation".

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden