Skolelukning

Privatskole lukker 1. februar: - Vi er alle dybt frustrerede

Privatskolen i Jerup opgiver og lukker med udgangen af måneden

Arkivfoto: Bente Poder
Arkivfoto: Bente Poder Bente Poder

Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:24

JERUP: Mandag aften var der forældremøde på Privatskolen i Jerup, og her blev den endegyldige beslutning taget: Skolen lukker per 1. februar 2020.

- Vi har været uheldige med den skoleleder, vi ansatte per 1. november. Han har valgt at stoppe indenfor sin prøvetid på tre måneder udløb. Det er hovedårsagen til lukningen, for vi må ikke fortsætte uden en skoleleder, fortæller Nina Hiltmar Jensen, formand for skolebestyrelsen for Jerup Privatskole.

Den nu forhenværende skoleleder er Morten Christensen fra Pandrup. Nina Hiltmar Jensen siger, at han har valgt at stoppe af personlige årsager, og at man kunne have valgt at ansætte en ny skoleleder.

- Men problemet er også, at vi mangler syv elever til indskolingen efter sommerferien. Vi har vurderet, at det er for svær en opgave for en ny skoleleder at påtage sig det. Så det er en kombination af, at vi ikke kan fortsætte uden en skoleleder, og at vi mangler børn, forklarer hun.

Jerup Privatskole har i øjeblikket 37 børn.

- Undervisningsministeriet kræver, at der skal være 32 elever fra 0-7 klasse, og de ni af dem skal gå i indskolingen fra 0-2. Lige nu er der seks, men de fire af dem starter i 3. klasse efter sommerferien, siger Nina Hiltmar Jensen.

Skolen i Jerup var kommuneskole indtil for fem år siden. Privatskolen i Jerup blev etableret i 2017.

- Jeg synes egentlig, det er værst for de børn, som ikke kan trives på de større skoler. Vi har elever fra Frederikshavn, Skagen, Strandby/Elling og Jerup. Jeg tænker, at de bliver spredt over alle vinde. Stemningen hos forældrene hos de børn, som ikke trives i store skoler, er, at de måske vil søge mod friskolen i Mosbjerg. Men ellers er det Aalbæk og Strandby, man søger til, mener Nina Hiltmar Jensen.

- Vi er alle sammen dybt frustrerede og ville ønske, vi kunne gøre noget ved situationen, tilføjer hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden