Rolf kan godt glemme at blive vaccineret i Skagen: Det er sgu fedt at være frederikshavner
Nu føler ornitolog virkelig, han bor ved verdens ende
Opdateret kl. 21:10
SKAGEN: Rolf Christensen er manden bag Grenen Fuglestation i Skagen og ofte manden, der får øje på en sjælden fugl med sin kikkert.
"Verdens ende", ynder han at kalde området helt oppe på spidsen af Jylland, hvor den 51-årige ivrige ornitolog lige nu spejder forgæves efter noget helt andet; et sted lokalt, hvor de af de ca. 8000 borgere i Danmarks nordligste by, som skal vaccineres mod coronavirus, kan blive det.
Nærmeste vaccinationssted er Arena Nord i Frederikshavn, og det irriterer Rolf Christensen.
- Jeg har regnet på det, og det betyder, at hver eneste skawbo, der skal vaccineres, skal køre små 200 km for at tage turen til Frederikshavn to gange, siger Rolf Christensen.
Selv venter han stadig på at få sit første stik.
- To gange skal jeg tage toget og gå fra banegården ud til Arena Nord og tilbage igen. Det må kunne gøres bedre i 2021, mener han.
Mens der efterhånden ligger teststeder masser af steder i hver af de 11 nordjyske kommuner, ser det anderledes ud med vaccinationsstederne.
Her er der kun ét sted i hver af de 11 kommuner. I Frederikshavn, Hjørring, Aalborg, Thisted, Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner er der faste vaccinationscentre, mens der i Morsø, Jammerbugt, Brønderslev, Rebild og Læsø er vaccinationssteder, som ifølge Region Nordjyllands hjemmeside kan variere.
Rolf Christensen drømmer om, at Skagen, som med sine godt 8000 indbyggere er Nordjyllands 11. største by, kunne få samme vilkår som flere øer, blandt andre Læsø, hvor Sundhedsstyrelsen er indforstået med at fremskynde vaccinationerne af hele ø-samfundet for at få det overstået.
Det er indiskutabelt, at skagboerne hører til de nordjyder, som skal køre længst, hvis de ønsker at blive vaccineret.
Det erkender Jan Nybo, test- og vaccinationschef i Region Nordjylland, men han fastslår, at skagboerne må affinde sig med, at sådan er betingelserne.
- Vi har fået mange henvendelser fra borger og politikere, men vi kan altså ikke være alle steder, og der kommer ikke et vaccinested i Skagen. For Frederikshavn Kommunes vedkommende har vi sammen med kommunen vurderet, at det mest centrale og logiske sted at placere et vaccinationscenter vil være i Frederikshavn. Vel vidende, at det indebærer et par køreture for folk fra Skagen, men så besværligt er det jo heller ikke. Vi har prøvet at placere vaccinationscentrene nogenlunde retfærdigt i forhold til alle, men helt retfærdigt kan det jo aldrig blive, konstaterer Jan Nybo.
I Skagen kan Rolf Christensen godt se, at Frederikshavn er et logisk valg, når hver kommune kun skal have ét sted, hvor folk bliver vaccineret.
- Men jeg synes ikke, det er logisk, at 8000 skagboer skal bevæge sig næsten 200 km for at blive vaccineret. Det kan da godt være, der er mange andre i Danmark, der har det værre. Men det er sgu fedt at være frederikshavner. Det må jeg sige, siger Rolf Christensen, som nu for alvor føler, han bor ved "Verdens ende".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.