Mens de kæmper om million-ordre: Kom med bag kulissen, som både gemmer på Tomatvej og den gule bruser
Forsvaret åbnede op for de ret så hemmelige gemakker, inden det igen bliver lukket land for offentligheden
Opdateret 10. oktober 2024 kl. 09:03
Den tidligere ammunitions-producent Expal lukkede fabrikken i 2020.
Men den sikkerhedspolitiske situation i Europa har medført, at Danmark igen skal være selvforsynende med ammunition og have sine lagre fyldt op, så i april overtog staten de 36 hektar med 50 bygninger på Tuenvej i Elling ved Frederikshavn.
Og onsdag lød startskuddet til et "våbenkapløb" mellem flere virksomheder.
De tre virksomheder - det danske konsortium Danammo, norsk-finske Nammo samt Ama Group - er prækvalificerede i udbudsrunden og har onsdag indledt de afgørende drøftelser med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), ligesom bygningsmassen skulle besigtiges.
Da Ama Group kun byder ind på området med let ammunition, så er det en reel mulighed, at opgaven tilfalder mere end et firma.
Om cirka et halv års tid ventes det at blive afgjort, hvem der render med den store million-ordre.
Men først venter mange flere drøftelser med FMI.
- Ammunitionsarsenalet kan skrives helt tilbage til år 1676.
- Arsenalet producerede ammunition til det danske forsvar fra forskellige adresser i Køenhavn de første mange år.
- Dele af produktionen blev henlagt til Elling i nyopførte bygninger i midten af 1950'erne - og hele produktion røg til Nordjylland i begyndelsen af 1970'erne.
- Der har på et tidspunkt være mere end 200 ansatte, og i 2008 blev arsenalet solgt til den spanske producent Expal, og ammunitionsarsenalet kom til at hedde Denex.
- Efter flere år med underskud besluttede Expal i februar 2020 at afvikle produktionen af ammunition i Elling.
- Dermed blev der sat punktum for 344 års dansk ammunitionsproduktion der samtidigt betød et farvel til virksomhedens 63 ansatte.
- Men nu er der ved at blive skrevet et nyt kapitel:
- I april overtog staten industrikomplekset for knapt 20 millioner kroner - og i marts 2025 ventes Forsvaret at skrive en lang kontrakt med en våbenproducent, der skal bruge matriklen Tuenvej 120.
- Dog kræves der en større ombygning og renovering, inden produktionen kan gå i gang.
Nordjyske fangede en repræsentant fra en af deltagerne i udbudsrunden, Peter S. Lauritzen fra Danammo.
Hvis Danammo ender med at lande kontrakten, så vurderer han, at man cirka 12 måneder efter underskriften kan begynde at producere tungt artilleri.
- Det er for tideligt at sætte et antal på, når det gælder medarbejdere lokalt - men 100 lokale arbejdspladser er ikke urealistisk i Elling, lyder det fra Peter S. Lauritzen, der er medejer og kommerciel direktør i Danammo.
Pressen var inviteret med ind på ammunitionsarsenalet for at se området, inden det igen bliver lukket land, når produktionen genoptages.
- Ligeværdig modstander
Chefen for Forsvarsministeriets Indkøbs- og Materielstyrelse, general Per Pugholm Olsen. siger til Nordjyske, at det er af stor betydning, at den kommende våbenproducent ikke bare er faglig kompetent, men også solidt forankret i dansk industri.
- Det har betydning for forsyningssikkerheden, at der hele tiden er viden og ekspertise til rådighed, lyder det.
Når produktionen genoptages i Elling, så bliver det med en endnu større volumen, end man tidligere har været vant til.
- Vores behov er blevet større: Før købte vi ind til dagen og vejen, nu er vi i en anden situation, hvor lagrene skal fyldes op. Vi skal være forberedt på en krig med en ligeværdig modstander i lang tid, lyder det fra generalen.
Det er ikke fordi, at sandsynligheden for en krig, der direkte involverer Danmark er stor, men:
- Det er lidt ligesom at tegne en brandforsikring. Man regner ikke med, at huset brænder, men hvis det sker, er den vigtig. Og sådan er det også med krig - vi kan ikke udelukke, at det sker. Og så er det jo også sådan, at en potentiel modstander vil tænke sig om en ekstra gang, hvis man har et stærkt forsvar, lyder det.
Tomatvej
På Forsvarets rundvisning i det store industrikompleks blev det afsløret, at der også har været galgenhumoristiske indslag i området.
Vejnavne på stedet skulle helt lavpraktisk indikere, hvor man var på vej hen på matriklen - eksempelvis Kontrolvej og Håndvåbenvej - men hvad så med Tomatvej?
Tomatvej er placeret ved en sikret bygning, hvor der skulle destrueres ammunition, fordi det enten ikke opfyldte de skrappe krav eller simpelthen var blevet for gammelt.
Værkfører Claus Dahlgaard forklarer, at hvis noget gik galt med en granat i den forbindelse, så ville det hele blive meget rødt - og deraf navnet Tomatvej ...
Mange af bygningerne er desuden konstrueret med en enkelt svag væg, så skulle der ved en fejl ske en eksplosion, så ville den først og fremmest blæse ud til den ene side, så resten af bygningen kunne stå tilbage.
Og på en ydervæg spotter man pludselige en stor, gul bruser - og ganske vist er udebrusere ret hotte i øjeblikket, men bruseren er installeret, så medarbejdere, hvis uheldet er ude, hurtigt kan skylle farlige stoffer af sig og blive kølet ned.
Som det har været tilfældet tidligere, så skal folk i nærområdet nok også være beredt på, at det ikke kommer til at gå helt stille af, når produktionen genoptages: I Krudtens velmagtsdage var der ansat tre-fire mænd til udelukkende at prøveskyde ammunition fra håndvåben for at sikre, at kvalitetskravene til ammunitionen var overholdt.
Samtidig blev der til tider kastet blålyn - kraftige kanonslag - i en sprænggrotte for at se, om de nu også lød som de skulle, fortæller Claus Dahlgaard.
Lokale investorer gjorde i øvrigt en god handel, da de kort før Putins invasion af Ukraine købte Tuenvej 120 for 3,9 millioner kroner. Staten endte nemlig med at købe den for knapt 20 millioner kroner med overtagelse i april i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.