Så gik den ikke længere: Syv smittet med corona på friplejehjem
Covid-19 er blevet holdt for døren på plejehjemmet - indtil for nylig
Opdateret kl. 22:09
Asaa Friplejehjem, der er en del af Danske Diakonhjem, har indtil videre formået at holde coronavirussen fra døren.
Men nu kunne de altså ikke holde den længere. Således er syv personer blevet smittet med coronavirus på hjemmet. Det fortæller en af plejehjemmets ansatte mandag eftermiddag til NORDJYSKE.
Det drejer sig om fem beboere på plejehjemmet, mens også to ansatte er blevet ramt. Kristine Thordahl, der er afdelingens sygeplejerske, fortæller, at centret ikke ved, hvordan smitten er opstået.
- Vi konstaterede det første smittetilfælde i fredags, siger hun til NORDJYSKE.
Plejehjemmet frabeder sig besøg indtil de næste testsvar foreligger og skriver endvidere, at det formoder at have godt styr på situationen.
Asaa Friplejehjem har fået god hjælp af en konsulent fra Brønderslev Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed, fortæller Kristine Thordahl.
- Konsulenten har bidraget med et nøgternt overblik og ordnet systematik i forhold til test, siger hun.
Friplejehjemmet har i alt 30 lejligheder og åbnede dørene for omverdenen 1. februar 2017.
I Brønderslev Kommune er smittetallet for den seneste uge steget markant, og der har været 59 tilfælde af coronavirus. Ifølge kommunen selv er det især i den centrale del af Brønderslev by, at den er gal med smitten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.