Satte ild til sig selv og endte med at brænde fire lejligheder af

En 36-årig mand dømt for at have brændt en hel opgang ned

Brandstiftelse 8. august 2019 13:34 - Opdateret 8. august 2019 14:36

FREDERIKSHAVN: Et skænderi mellem to brødre udviklede sig særdeles dramatisk i en lejlighed en aprilaften i Frederikshavn.

Den ene af brødrene - en 36-årig mand - satte først ild til sig selv, men endte med at brænde alle fire lejligheder i opgangen ned.

Torsdag blev den 36-årige rumænske mand, så idømt et år og tre måneders fængsel samt udvisning i 12 år for brandstiftelse.

Det oplyser anklager Torben Kauffmann.

Bredte sig til fire lejligheder

Episoden fandt sted 29. april kort før klokken 20, hvor den 36-årige - efter eget udsagn - var blevet så vred og frustreret over skænderiet med broren, at han hældte brandbar væske ud over sit ene ærme og satte ild til det.

Broren rev straks det brændende ærme af den 36-årige, og smed det ned på gulvet, hvor der dog var spildt en masse brandbar væske.

Flammerne blussede kraftigt op og fik fat i en sofa, og mens broren forsøgte at slukke ilden, forlod den 36-årige lejligheden, fortæller Torben Kauffmann.

Ilden bredte sig lynhurtigt, og fik fat i alle fire lejligheder i opgange.

Den 36-åriges lejlighed udbrændte totalt, mens de tre andre lejligheder blev svært brandskadet, fortæller anklageren.

Nægtede sig skyldig

I Retten i Hjørring nægtede den 36-årige sig dog skyldig i brandstiftelse.

Han forklarede, at det ikke var meningen, at der skulle gå ild i lejlighederne, men at han blot ville sætte ild til sig selv.

Den 36-årige valgte dog at modtage dommen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...