Savnet 43-årig nordjyde fundet død af svensk fiskekutter

Fundet allerede midt i maj, men først endeligt identificeret nu

Den savnede har blandt andet været eftersøgt med hundepatruljer i et område nær Jerup Strand. Arkivfoto

Den savnede har blandt andet været eftersøgt med hundepatruljer i et område nær Jerup Strand. Arkivfoto

JERUP:En 43-årig savnet mand, som siden 9. april i år har været forsvundet og eftersøgt af Nordjyllands Politi, er fundet afgået ved døden. Dermed indstiller politiet eftersøgningen af manden.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En afdød person blev allerede 14. maj 2021 fundet af en svensk fiskekutter i farvandet mellem Skagen og Sverige.

Personen er onsdag blevet endeligt identificeret som dén savnede 43-årige danske mand, der forsvandt i området omkring Jerup 9. april 2021.

Der har siden været gang i et større eftersøgningsarbejde fra politiet, der blev bistået af borgere og organisationer som Forsvundne Personer i forbindelse med eftersøgningen.

- Jeg vil gerne sige en stor tak til de borgere, der hjalp med eftersøgningen og gav os tip at gå efter, siger lederen af eftersøgningen, fungerende politikommissær Morten Axelsen.

Om grunden til, at der er gået næsten en måned siden, den 43-årige nordjyde blev fundet af en svensk fiskekutter, før de danske myndigheder har kunnet give besked om identifikationen af den 43-årige, siger politikommissæren, at de svenske myndigheder formentlig først har været igennem savnede svenskere uden at finde et match.

- Vi blev først underrettet om fundet af personen torsdag i sidste uge. Derefter sendte vi blandt andet den 43-åriges tandkort til Sverige, og det er så det, der har ført til den endelige identifikation, som vi altså er blevet underrettet om i dag af svensk politi, forklarer Morten Axelsen.

Han understreger, at der ikke er mistænkelige omstændigheder omkring det tragiske dødsfald.

De pårørende er underrettet.

Nordjyllands Politi har ingen yderligere informationer i sagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.