Se billederne: Traditionshotellet Ruths Hotel sigter efter ny storhedstid
6. maj markerer dagen, hvor Ruths Hotel igen er helt åbent for gæster

Ruths Hotel i Gl. Skagen fejrer 6. maj den totale genåbning af hotellet. Arkivfoto: Bente Poder
Der er blevet arbejdet hårdt og ihærdigt på traditionshotellet Ruths Hotel i Gl. Skagen de seneste måneder, selvom der har været lukket for gæster grundet coronapandemien.
For når hotellet torsdag 6. maj igen åbner dørene, kan gæster glæde sig til at opleve det, som administrerende direktør Tom Boye kalder for en større moderniseringsproces.
- I kraft af den nedlukning, som covid-19 forårsagede i vintermånederne, har vi løbende udvidet omfanget af projekter, siger han i en pressemeddelelse.
Projekterne, som Tom Boye nævner, er gået på at føre Ruths Strandhotel tilbage til sin storhedstid, og til det er der blevet brugt adskillelige millioner kroner.
I 2020 kom renoveringsbudgettet op på ni millioner, mens der i 2021 indtil videre er brugt endnu flere penge.
- Vi sætter virkelig stor pris det gode samarbejde, som vi har med håndværkere her fra lokalområdet. Alle har arbejdet målrettet, og vi er kommet i mål med et flot resultat, siger direktøren.
Renovering hele vejen igennem
Med renoveringsprocessen er 28 værelser blevet nyrenoveret i hovedbygningen, så alle værelserne nu fremstår med et unikt særpræg.
Indretningsarkitekt Tine Hundrup har været en tæt samarbejdspartner hele forløbet igennem.
- Vi har haft til opgave at skabe en fornyelse, som nænsomt bevarer sjælen og fremhæver charmen. Samtidigt skulle indretning og faciliteter have et kvalitetsmæssigt løft, og herved leve fuldt op til den komfort og eksklusivitet, der forbindes med et ophold på Ruths Hotel, siger hun.
Her er der blevet renoveret alt fra klinker på badeværelser og farver på væggene til gardiner og møblement, ligesom der i kunstnerhusets pejsestue er blevet lagt et nyt, massivt trægulv.
Det er dog ikke kun værelser og pejsestuer, der har fået en tur gennem renoveringsmaskineriet.
Også køkkenet i Ruths Brasserie har fået en opgradering af køkkenmateriel og indretning, så arbejdsbetingelser og effektivitet er sikret for medarbejderne.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.