Sigtelserne hobede sig op mod nordjysk mand
Et indbrud udløste lidt af en lavine af lovovertrædelser
Det begyndte med et indbrud – men endte med adskillige flere sigtelser, da en 35–årig mand mandag blev anholdt. Det fortæller politikommissær Peter Skovbak fra Lokalpolitiet i Frederikshavn.
- Mandag ved 6.15–tiden blev manden overrasket i et udhus på Elmevej i Frederikshavn. Her havde han stjålet værktøj, en varmeblæser og en køletaske. Han blev så anholdt, da han var på vej væk derfra, fortæller Peter Skovbak.
Anholdelsen blev ikke helt gnidningsfri:
- Han modsatte sig anholdelsen, så det er han også sigtet for samt for fornærmende tiltale mod tjenestemand, oplyser politikommissæren.
Den anholdte er fra Frederikshavns nordlige opland. Han er i forvejen kendt af politiet.
Anholdelsen førte i øvrigt til, at den 35–årige blev sigtet for et andet indbrud i et udhus i Frederikshavn. Det var formentlig også sket mandag morgen.
- Endelig havde han en kniv på sig, som betød, at han blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Og så havde han en stjålet knallert, fortæller Peter Skovbak.
Da den 35–årige blev lagt i håndjern, var han beruset, så han fik nogle timer i detentionen, inden han blev afhørt og kunne forlade politistationen igen med en stribe sigtelser.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.