P‑afgift

Sne gjorde det umuligt at parkere lovligt: Sådan endte sagen

Michael Wittrup klagede over p-afgift, da han ikke kunne parkere indenfor stregerne på grund af snebunker

Michael Wittrup parkerede udenfor stregerne i p-båsen, men kun fordi der lå en stor snebunke forrest i p-båsen, så han ikke kunne køre længere frem uden at skade bilen. Privatfoto
Michael Wittrup parkerede udenfor stregerne i p-båsen, men kun fordi der lå en stor snebunke forrest i p-båsen, så han ikke kunne køre længere frem uden at skade bilen. Privatfoto

Opdateret kl. 08:39

FREDERIKSHAVN: Det er jo helt vildt, så mange kommentarer, der er kommet på det. Jeg er meget overrasket over de mange reaktioner på mit opslag.

Sådan lyder det fra frederikshavneren Michael Wittrup, der på Facebooksiden "Frederikshavn og omegn" i sidste uge lavede et opslag, hvor han erklærede sig stærkt utilfreds med en parkeringsafgift, som han var blevet pålagt på en p-plads i Midtpunkt Frederikshavn.

Her var sneen skubbet op i en bunke mod en mur. Det betød, at en del af p-båsen ikke kunne bruges, og at Michael Wittrup derfor måtte parkere bilen i p-båsen, men med baghjulene uden for de hvide streger, der afmærker p-båsen.

Godt 300 reagerede på opslaget og hele 305 personer kommenterede hans opslag - langt de fleste med støtte til den uheldige bilist.

Og efter en klage fra Michael Wittrup til parkeringsselskabet Europark, der står for parkeringskontrollen på Midtpunkt, og efter omtalen på nordjyske.dk og i NORDJYSKE Stiftstidende er der nu kommet en afgørelse på sagen: Europark, der foretager parkeringskontrollen for ejeren af p-pladsen Frederikshavn Boligforening, har valgt at annullere p-afgiften.

- Der kom en mail fra Europark efter min klage, og heraf fremgik det, at p-afgiften var annulleret og de beklagede for den ulejlighed, jeg havde haft med sagen, fortæller en glad Michael Wittrup.

Umiddelbart efter, at han havde fået p-afgiften på de 795 kroner, sagde han, at han ikke ville handle lokalt længere, hvis han blev tvunget til at betale bøden.

- Jo nu kan det da godt være, jeg vil handle der alligevel. Men helt ærligt, jeg vil aldrig holde på Midtpunkt. Jeg vælger nok parkeringspladsen ved Nordjyske Bank, hvor jeg altid plejer at holde, men som var fyldt de der dage efter snestormen, forklarer Michael Wittrup.

Jesper Nymark, der er drift- og vedligeholdelseschef hos ejeren af p-pladsen Midtpunkt, Frederikshavn Boligforening afdeling 22, sagde til nordjyske.dk i forbindelse med omtalen at Michael Wittrups parkeringssag, at han ville tage spørgsmålet om p-afgiften op med Europark.

- Vi kontaktede umiddelbart efter, at vi var blevet gjort bekendt med sagen, Europark. Men det var allerede for sent. På det tidspunkt havde de annulleret p-afgiften til Michael Wittrup, forklarer Jesper Nymark, der umiddelbart glæder sig over sagens udfald.

- Nu håber vi da, at Michael vil benytte de lokale handlende og parkeringspladserne hernede alligevel, lyder det med et smil fra drifts- og vedligeholdelseschefen i boligforeningen.

- Det kunne vist godt siges, at det her var lidt specielt, uagtet at Michael kunne se han holdt lidt forkert parkeret. Men p-vagten kunne måske godt lige have trukket vejret i denne situation, konstaterer Jesper Nymark, der nu håber, at alle er glade med dette udfald på sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden