Parkeringsafgift

Hyggelig julehandel ødelagt af træls p-afgift

Manglende snerydning på p-plads får frederikshavner til at klage over p-bøde ved Frederikshavn Midtpunkt

Bilen kunne simpelthen ikke køres længere frem på grund af de store snebunker. Privatfoto

Bilen kunne simpelthen ikke køres længere frem på grund af de store snebunker. Privatfoto

FREDERIKSHAVN:En eftermiddag i hyggens tegn med familien, indkøb af julegaver og spisning ude i byen sluttede fredag på en overordentlig træls måde for Michael Wittrup og familien fra Frederikshavn.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Baghjulene gik ud over parkeringsbåsens afmærkninger. Privatfoto

- Vi plejer faktisk at holde på de p-pladser, hvor der er fri parkering, men der var ikke plads i fredags. Så kørte vi ned til Frederikshavn Midtpunkt for at finde en p-plads. På en del af pladserne kunne man ikke se stregerne i p-båsene, da der ikke var ryddet sne. Men så fandt vi de her pladser, hvor vi kunne se stregerne og valgte derfor at parkere der, forklarer Michael Wittrup.

Her var sneen skubbet op i en bunke mod en mur. Det betød, at en del af p-båsen ikke kunne bruges, og at Michael Wittrup derfor måtte parkere bilen i p-båsen, men med baghjulene uden for de hvide streger, der afmærker p-båsen.

- Der var vi helt sikre på, at hvis vi bare parkerede indenfor stregerne langs siderne af bilen, så fik vi da ikke en p-bøde der. Folk kunne jo tydeligt se, at vi ikke kunne køre længere frem på grund af snebunken, siger Michael Wittrup.

Men det skulle vise sig at være en helt forkert antagelse, for da Michael Wittrup og familien ved 13.30-tiden kom ud fra spisning og julehandel, sad der en gul seddel under den ene af bilens vinduesviskere med en p-afgift på 795 kroner.

Af teksten på den gule seddel fremgik det, at Michael Wittrup havde parkeret uden for den afmærkede parkeringsbås med begge baghjul, og at parkeringen derfor ikke var efter reglerne, og det udløste altså en p-afgift.

- Jeg blev rasende. For p-vagten må da kunne have set, at jeg umuligt kunne køre længere frem uden at skade bilen, da der lå en stor bunke sne skubbet sammen fra snerydningen af p-pladsen. Hvis det endelig skulle være, kunne de jo have samlet al sneen fra rydningen af p-pladsen og placeret det i en bunke på et sted og så lukket det antal p-pladser, så vi kunne have parkeret korrekt de andre steder på pladsen, lyder det fra frederikshavneren, der med det samme tog en beslutning:

- Politikere og lokale handlende råber altid op om, at vi skal handle lokalt. Men hvis det er sådan, de vil behandle os, der netop forsøger at handle lokalt, så slutter det her. Der blev ikke købt flere julegaver i Frederikshavn den dag. Jeg sagde også til min kone, at kommer jeg til at betale den bøde her, så sætter jeg ikke mine ben dernede mere. For jeg kan trods alt køre nogle gange til Aalborg Storcenter for de penge, jeg skal af med i p-afgift, og dernede er der masser af p-pladser, hvor der er fri parkering, fastslår Michael Wittrup.

- Jeg synes ikke det er i orden med p-afgifter, når der ikke er ryddet ordentligt. Jeg har før fået p-bøder for at holde for længe et sted, og det er sure penge at komme af med, men dem må man jo bare betale, og det har jeg da også gjort. Men det her er helt urimeligt, mener Michael Wittrup.

Pladsen er ejet af Frederikshavn Boligforening afdeling 22, og det er dem, der har hyret Europark ind til kontrolopgaven.

- Det her er en rigtig øv-sag. Og en parkeringsbøde er bare så træls. Så jeg ville da nok også være blevet lige tosset, hvis jeg havde fået en p-afgift i en sådan situation. Det er jo penge, man intet får for, lyder det fra drifts- og vedligeholdelseschef Jesper Nymark fra Frederikshavn Boligforening.

Han bekræfter, at boligforeningen har haft Europark til at udføre parkeringskontrollen på pladsen.

- Det har de gjort de seneste otte-ni års tid, og vi har aldrig haft en lignende sag. Vi har selv ansvaret for at rydde for sne, og det gør vi efter bedste evne med start senest klokken syv om morgenen, forklarer Jesper Nymark.

Han oplyser, at al sne ikke køres væk, men netop skubbes sammen i bunker.

- Og kan bilisten ikke holde der indenfor stregerne, så må han jo ikke holde der, siger drifts- og vedligeholdelseschefen.

Han erkender, at der nok burde have været lidt forståelse fra Europark-kontrolløren af, at der var tale om en force majeure situation i dagene efter onsdagens voldsomme snestorm.

Jesper Nymark vil dog gerne hjælpe den uheldige bilist.

- Vi vil forsøge at tage kontakt til Europark og spørge dem, om det her ikke lige var en overreaktion fra deres p-vagts side. Det her er jo ikke rimeligt, det kan vi hurtigt blive enige om, siger Jesper Nymark.

Han vil ikke love noget, for som han siger, "hvis der går rigtig jura i den, så må han ikke holde der, hvor han gjorde".

- Men nu må vi lade Europark svare på det, og så tager vi den videre derfra, siger Jesper Nymark.

Om Michael Wittrup kommer til at betale de 795 kroner i p-afgift vil altså vise sig. For han har nemlig valgt at klage til Europark, der står for kontrollen og opkrævning af p-afgifter fra p-pladsen Midtpunkt i Frederikshavn.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Europark. Her henviser en telefonsvarer til, at alle henvendelser om p-afgifter skal ske skriftligt, og et forsøg på at komme igennem til kundeservice ender med en lakonisk meddelelse om, at telefonen er lukket på grund af kursus.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden