Sommerhus udbrændt - står nu i knæhøjde
Brandårsagen skal undersøges nærmere
Opdateret kl. 19:22
AALBÆK: Heldigvis var ingen til stede, da der natten til søndag udbrød brand i et sommerhus på Mågevej i Aalbæk.
Vagtchef René Kortegaard, Nordjyllands Politi, oplyser, at politi og beredskab fik en anmeldelse om branden klokken 00.39.
Ifølge vagtchefen var der "omfattende flammer", da politi og beredskab nåede frem til stedet.
Det bekræfter indsatsleder Jørgen Pedersen fra Nordjyllands Beredskab på vegne, som har fået overdraget sagen af indsatsleder Bo Isaksen, der var til stede ved branden natten til søndag.
- Huset var omspændt af flammer, og selvom sommerhuset ligger tæt på den lokale brandstation i Aalbæk, så var den vigtigste opgave at sørge for, at branden ikke spredte sig, siger Jørgen Pedersen.
Da branden gav så meget røg og varme fra sig, var politiet nødt til at vække beboerne i de omkringliggende sommerhuse og bede dem forlade husene, som lå lige i røgfanen fra det brændende sommerhus.
Det lykkedes beredskabet at få styr på branden, som holdt sig inden for matriklen. Til gengæld stod huset, der for det mestes vedkommende var bygget af træ, ikke til at redde.
- Det er udbrændt. Ja, det står vel nærmest i knæhøjde, siger indsatslederen.
Politiets teknikere skal nu forsøge at klarlægge årsagen til den voldsomme brand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.