Erhverv

Minister melder ud: Vi skal bruge krudtfabrikken

Der er mangel på ammunition i NATO, og derfor giver det i følge forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mening at benytte den tidligere krudtfabrik i Elling

Ammunitionsfabrikken Denex A/S lukkede ned i foråret 2020, men nu kan hele området være på vej til at blive overtaget af staten. 
Ammunitionsfabrikken Denex A/S lukkede ned i foråret 2020, men nu kan hele området være på vej til at blive overtaget af staten.  Arkivfoto: Peter Broen

Opdateret kl. 14:56

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) melder nu ud, at man er tæt på en aftale, så Danmark igen skal fremstille ammunition på "Krudten" i Elling nord for Frederikshavn. Det oplyser han til DR onsdag morgen. 

- Jeg håber, at vi inden for den kommende måned får en afklaring på, om det danske forsvar kan få adgang til arealet, siger han.

Der har ellers været stille om planerne siden foråret, hvor tankerne om at genoptage produktionen i Elling blev luftet første gang. 

Troels Lund Poulsen forudser nu, at hvis Danmark igen skal levere ammunition til NATO, kan man komme i gang i løbet af de næste par år, hvis man bruger de eksisterende og særligt sikrede bygninger i Elling.

Dermed er der udsigt til nyt liv og formentlig et anseeligt antal nye arbejdspladser på området. 

Krudten Erhvervspark består af 50 bygninger af forskellig art på i alt 18.000 kvadratmeter på et areal, der er på godt 35 hektar.  

Krudten Erhvervspark kan være på vej til at bliver overtaget af staten.  Arkivfoto Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fabrikken var i en årrække ejet af den danske stat og bar navnet "Ammunitionsarsenalet". 

Fra 1968 og 40 år frem til 2008 producerede man i Elling hele den danske produktion af ammunition. Virksomheden, der på sit højeste havde 300 ansatte, var en del af det danske forsvar indtil 2008, hvor den blev privatiseret og solgt til spanske Denex, som altså valgte at lukke afdelingen i Elling i slutningen af marts 2020, og 63 medarbejdere mistede deres arbejde.

Ammunitionsarsenalet i Elling er et komplet fabriksområde, som flere gange blev udbygget med nye produktionsanlæg, bl.a. raketværksted i 1977. Området er indhegnet og sikret med video overvågning og anden sikring.

Fabrikken er i dag på private hænder og ejerne har arbejdet på at leje de mange bygninger ud til virksomheder i Krudten Erhvervspark. 

Om der i stedet nu er et nært forestående salg af hele området til staten, vil ejerne endnu ikke svare på. 

- Jeg har ingen kommentarer, lyder det fra medejer Peter Østergaard Jørgensen til Nordjyske. 

Men noget tyder altså på, at der snart skal landes en aftale. Fabrikkens miljøgodkendelse til at producere ammunition udløber nemlig i år, fordi det i år er tre år siden produktionen stoppede. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden