To dyrlæger har bygget en ny hesteklinik sammen

Frederikshavn har fået en topmoderne hesteklinik, hvor heste og deres ejere kan få hjælp 

Hele teamet på Hestepraksis Nord i Frederikshavn, som består af fem dyrlæger, en hesteassistent og en kontormedhjælper.
Hele teamet på Hestepraksis Nord i Frederikshavn, som består af fem dyrlæger, en hesteassistent og en kontormedhjælper. Foto: Bente Poder

Opdateret 16. maj 2022 kl. 13:35

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn har fået en topmoderne, ny hesteklinik, Hestepraksis Nord. De to dyrlæger, Mette Rauer og Elisabeth Pontoppidan, har slået sig sammen og har opbygget en hesteklinik i tilknytning til Lerbæk Hovedgaard, hvor der var ledig plads i en stor bygning, som nu er blevet indrettet med alt, hvad heste kan have brug for.

Første fase af byggeriet er afsluttet, og det blev markeret med en reception kort før påske. Men de to dyrlæger har flere planer - og det er noget af en drøm, der er gået i opfyldelse for dem.

- Vi har i mange år snakket om at gå sammen på sigt, fortæller Mette Rauer, der også tidligere har arbejdet sammen med Elisabeth Pontoppidan.

- Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse, fortæller Elisabeth Pontoppidan.

Mette Rauer husker, at hun allerede som meget ung drømte om at blive dyrlæge og få sin egen klinik.

- Da jeg gik i 9. klasse, lavede jeg skitser over, hvordan der skulle se ud, husker hun.

Dyrlæge Mette Rauer har sammen med dyrlæge Elisabeth Pontoppidan indrettet en helt ny hesteklinik i Frederikshavn.   Foto: Bente Poder

Sidste efterår begyndte drømmen at tage konkret form, og de to dyrlæger spurgte sig selv og hinanden, hvordan det skulle gøres i praksis.

Flere muligheder var i spil, men det endte altså med, at de ville opbygge en klinik på Lerbæk.

- Nu går vi all in, husker Mette Rauer, at konklusionen blev.

1. november 2021 blev det en realitet, og de kunne åbne deres fælles praksis.

- Det var tid til at leve drømmen ud, konstaterer Elisabeth Pontoppidan.

Elisabeth Pontoppidan er hestedyrlæge og er især specialist i tænder. Foto: Bente Poder

- Nu er vi oppe at køre, og vi vil gerne have en super velfungerende klinik og en god arbejdsplads, fortæller Mette Rauer.

Hver sit speciale

Klinikken er indrettet i en meget højloftet bygning, og her er god plads til at undersøge de heste, der kommer ind.

Der er blevet lavet en hel masse - lagt vand ind, lavet nye eltavler og den slags. De har bygget flere nye rum og har indrettet sig med et kontor, et laboratorium og et kæmpe lager til medicin, og så er der bokse til hestene og god plads til både heste og mennesker.

Der er flere undersøgelsesrum, blandt andet til røntgen og undersøgelser af luftveje.

Klinikken ligger også sammen med Lerbæk Rideklub, hvor de kan bruge ridehallen.

De to indehavere har ansat tre dyrlæger yderligere, det er Nanna Nørholm, Maria Pihl og Emma Dybkjær.

Dyrlægerne har forskellige specialer indenfor heste.

- Jeg nørder meget med hestetænder, fortæller Elisabeth Pontoppidan, mens Mette Rauer gør meget i halthed og bevægelsesforstyrrelser, handelsundersøgelser og forsikringer.

Mette Rauer arbejder meget med halthed - hestene kan få elektroder på benene, og så kan man måle deres bevægelse via computer. Foto: Bente Poder

Nanna Nørholm arbejder især med reproduktion og kiropraktik, mens Emma Dybkjær fokuserer på luftveje og sygdomme i mave og tarm, og Maria Pihl fokuserer på halthed og ben.

Samtidig kan de også de generelle ting, og de kører også ud til syge heste.

Men det går den vej indenfor faget, at man specialiserer sig.

- Da vi startede, var det både heste, får og køer, alt undtagen grise. Men vi kan se, at folk går efter større ekspertise, og man vil have hestedyrlæger, fortæller Elisabeth Pontoppidan.

Indenfor hest ligger der så endnu et lag af specialisering og fagområder, som dyrlægerne kan fordybe sig i.

Der er mange ting, som heste kan fejle: Dyrlægerne ser for eksempel rigtigt mange haltheder, nogle heste har ondt i ryggen, andre hoster eller får kolik.

Der er også her i foråret højsæson for føl, hvor hopper og føl skal tilses.

Hestepraksis Nord laver også operationer som kastrationer, ligesom de trækker tænder ud og fjerner vorter.

Kniber sig i armen

Hvordan er det så, nu hvor det er blevet virkeligt med den fælles hesteklinik?

- Vi kniber os lidt i armen - nu har vi gjort det, hvor er det vildt, smiler Elisabeth Pontoppidan.

Mette Rauer fortæller, at de har haft travlt, men ind i mellem har der lige været plads til tanken:

- Vi har faktisk gjort det, og vi har gjort det selv.

- Det er os, der løber risikoen og har stået med det selv, bemærker Elisabeth Pontoppidan.

Ud over at være dyrlæger er de nu også ledere og iværksættere.

- Det er et kæmpe ansvar, men det er også en frihed. Det er ikke nogen, der siger til os, hvordan vi skal gøre det, og det er virkeligt dejligt, siger Mette Rauer.

De to dyrlæger udgør et godt team, selv om de betegner sig selv som meget forskellige.

- Mette kommer med alle idéerne, fortæller Elisabeth Pontoppidan.

- Og Elisabeth grovsorterer i mine idéer, smider Mette Rauer.

Har altid været hestepiger

For både Mette Rauer og Elisabeth Pontoppidan har heste altid været noget, de har brændt for.

- Vi har altid været hestepiger, så det hele ved heste er fedt, fortæller Mette Rauer, der som dyrlæge godt kan lide dét med, at man hjælper folk med et problem.

- Det er rigtigt fedt, når man virkelig føler, at man har hjulpet hest og ejer og får følelsen af, at i dag har jeg gjort en forskel, uddyber Elisabeth Pontoppidan.

Dagene er uforudsigelige, og tingene ændrer sig hele tiden.

- Vi møder ind og har en plan, men når dagen er omme, er den ofte skiftet fem-seks gange, fortæller Elisabeth Pontoppidan, der oplever, at det uforudsigelige både kan være sjovt og stressende.

- Det er sjovt og spændende, men det er også hårdt, mener Mette Rauer.

Foto: Bente Poder

Selve det faglige i at være dyrlæge er også noget, de begge brænder rigtigt meget for.

Elisabeth Pontoppidan elsker håndværket i det med tænderne.

- Jeg er også blevet dyrlæge, fordi jeg kan lide noget håndværksmæssigt, fortæller Elisabeth Pontoppidan, der ikke er meget for at sidde længe foran en computer.

Mette Rauer var allerede meget interesseret i hestenes ben som ung, hvor hun havde masser af spørgsmål til beslagsmeden, når han var på besøg.

Flere drømme

De to dyrlæger og klinikejere har allerede mere på tegnebrættet for fremtiden.

- Vi drømmer om, at det her er step 1. I step 2 har vi planer om et operationsafsnit, og der er en hal, der står tom - der drømmer vi om at have indendørs mønstring, fortæller Mette Rauer.

Det er en sted, hvor man kan se heste trave på fast bund og på den måde vurdere halthed og bevægelse.

- Vi vil også gerne have plads til en kasteboks, fortæller Elisabeth Pontoppidan.

Det er en slags gummicelle, hvor hestene kan være, når de bedøves og vågner op fra bedøvelse, så de ikke skader sig selv i den proces.

De har også konturerne af en fase tre i sigte - den indeholder indtil videre et konferencerum ovenpå, hvorfra man se ud over klinikken.

De to dyrlæger har også et ønske om at få en MRI-scanner, hvor man kan se bløddele.

Der i alt syv personer ansat på Hestepraksis Nord inklusiv en kontormedhjælper og en staldassistent.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden