Indbrud

26-årig nordjyde fængslet efter indbrud juleaften - kørte rundt med tyvekoster

Formodet medgerningsmand er også sigtet i sagen men løsladt


Opdateret kl. 13:28

Opdateret 13.02 efter grundlovsforhør ved Retten i Aalborg:

ØSTERVRÅ: En 26-årig mand fra Hjørring blev fredag middag varetægtsfængslet i 14 dage ved et grundlovsforhør i Retten i Aalborg.

Han er sigtet for et indbrud, der fandt sted juleaften i en villa på Tryvej i Østervrå i Vendsyssel.

Manden kørte eller var med i en bil, der blev standset af en politipatrulje omkring midnatstid. Og i bilen lå tyvekoster fra indbruddet.

En anden mand, som er 27 år og fra Brønderslev - var også i bilen og blev anholdt. Han er ligeledes sigtet for indbruddet, men han blev ikke fremstillet i grundlovsforhør, da han ikke er kendt for lignende kriminalitet modsat den 26-årige. Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Indbruddet fandt sted omkring klokken 23 og blev opdaget, at husets beboer vendte hjem efter at have fejret juleaften. En politipatrulje ankom til stedet, men gerningsmanden var allerede forsvundet.

Omkring en time senere standsede en anden politipatrulje så en bil, der kørte ved Sindal.

- Tidspunktet taget i betragtning valgte patrulje at standse bilen, fortæller vagtchefen. Og der var altså gevinst - i bilen lå blandt andet en PlayStation, der stammer fra villaen i Østervrå.

- På gerningsstedet var der gjort ting klar til formentlig at blive hentet senere, konstaterer Karsten Højrup Kristensen.

Det var ellers en rolig juleaften, hvad angår antallet af indbrud i Nordjyllands Politikreds. Ved middagstid første juledag havde politiet kun modtaget tre andre anmeldelser om indbrud juleaften. Det kan selvfølgelig ændre sig, efterhånden som folk vender hjem. Men på landsplan meldes der også om et stort fald i antallet af juleindbrud.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden