Spritbilister

To spritbilister kørte i grøften

To uheld tirsdag aften og natten til onsdag endte med sigtelser til bilisterne

Arkivfoto
Arkivfoto

VODSKOV/SKAGEN: To gange endte bilister i grøften i det nordjyske tirsdag aften og natten til onsdag. Og begge gange er der mistanke om, at de var påvirket af alkohol.

Det fortæller Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.

Det første uheld skete tirsdag aften, hvor en anmelder ringede ind til politiets vagtcentral. Han kunne fortælle, at han havde hjulpet en anden bilist op af grøften på Halsvej i Vodskov.

Bagefter var han så kommet til at tænke på, at føreren af den forulykkede bil lugtede af spiritus.

Det fik politiet til at sende en patruljevogn afsted, og betjentene fik fat i den pågældende bilist. Alkometret blev fundet frem, og det bekræftede, at der var grund til at få udtaget en blodprøve på bilisten. Han er nu sigtet for spritkørsel.

Natten til onsdag endte en bilist i grøften på Frederikshavnvej i Skagen. Ifølge politiet skyldtes det, at bilisten ville undvige et rådyr. Politiet ankom til stedet og fik en mistanke om, at manden havde drukket for meget alkohol til at køre bil. Så nu er han også sigtet for spritkørsel.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden