Troels Vejby er død: Der skal stå "købmand" på hans gravsten
Troels Vejby har stået bag meget erhvervsudvikling i Frederikshavn - og sørgede for, at børnene ikke lå og snorkede i weekenderne til langt op af formiddagen ...
Opdateret kl. 12:34
FREDERIKSHAVN: Mandag døde erhvervsmanden Troels Vejby, Åsted, af kræft på Hospice Vendsyssel i Frederikshavn.
Han blev 77 år.
Troels Vejby har gennem flere årtier sat sit præg på erhvervsudviklingen i Frederikshavns-området:
I midten af 70'erne byggede og drev han efterfølgende Tæppeland i Frederikshavn - og senere kom Møbelland til.
I 1990'erne stod han bag Møllecentret, som huser en række erhvervslejemål. Og i 2010 sørgede han for opførelsen af den nye politistation i Hjørring på en grund, han selv ejede.
- Der kom en fin politimand fra København og holdt tale ved åbningen. Han sagde, at det var den første politistation, der var afleveret til tiden - det var noget, der gjorde far stolt. Det var vigtigt for ham, at der var styr på tingene, fortæller en af sønnerne, Christian Vejby.
Mange af faderens aktiviteter foregik i selskabet Boligland Frederikshavn ApS, og for nogle år siden blev der foretaget generationsskifte.
Faren døde tidligt
Troels Vejby var opvokset på et lille husmandssted vest for Brønderslev som enebarn.
Faren døde tidligt, så han havde mange pligter i en ung alder.
Karrieren blev indledt, da han kom i lære i Brønderslevs fine tøjbutik Agerbæk.
Efterfølgende blev kursen så sat mod Frederikshavn, hvor han mødte og giftede sig med Margareth - og det var hende, der passede hjemmet i Åsted, idet Troels Vejby ifølge sønnen arbejdede 24/7.
Det var dog ikke ensbetydende, at børnene ikke var sammen med ham.
- Vi skulle med ham på arbejde i weekenden. Der var nok andre ting, man hellere ville en lørdag morgen end at skulle støvsuge hele Tæppeland. Ja, det var trælst at blive slæbt med på arbejde som 12-årig, men i dag er jeg taknemmelig: Jeg er glad for, at han gjorde det, for det har givet os børn en god arbejdsmoral, lyder det fra Christian Vejby.
I dag driver Christian Vejby seks legetøjsbutikker i landet - Kids Coolshop - sammen med sin søster Charlotte.
Plantede juletræer i Skotland
Troels Vejbys liv var gennemsyret af pligt og lyst til at arbejde - der var jo også en familie, der skulle brødfødes.
- Han var ligeglad med, om det var en borgmester eller en jord- og betonarbejder, han snakkede med. Det afgørende for ham var, om de bestilte noget - det respekterede han, fortæller Christian Vejby.
Måske er det også derfor, at han gerne ville kaldes en købmand i stedet for direktør og andre fine titler.
- Han opfattede sig selv som en købmand - og der kommer faktisk til at stå "købmand" på hans gravsten, afslører Christian Vejby.
Troels Vejby nænnede i øvrigt aldrig at skille sig af med barndomshjemmet vest for Brønderslev, så der bor datteren Charlotte i dag.
Christian Vejby fortæller også, at Troels Vejby omkring år 2000 købte en hel del jord i det nordlige Skotland Skotland og plantede juletræer.
- Det blev hele familien så involveret i dengang, og vi var med til at plante dem deroppe over en længere periode. En del år efter solgte vi så hele ”juletræs-projektet”, fortæller Christian Vejby, hvis bror Carsten i dag ernærer sig via dyrkning og salg af juletræer i Nordjylland.
Sidste fingeraftryk
Troels Vejby har med andre ord sat et solidt fingeraftryk mange steder - også flere end nævnt her - og et af de sidste er blevet sat i Sæby: Her satte han gang i byggeriet af 21 rækkehuse på den gamle skolegrund i kystbyen.
De første beboere er allerede flyttet ind, og der skulle være fuldt beboet om blot et par uger.
Troels Vejby efterlader sig sin hustru Margareth samt børnene Charlotte, Christian, Carsten, Claus og Cathrine, svigerbørn samt ti børnebørn. Begravelsen finder sted fredag 17. februar kl. 11.00 fra Åsted Kirke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.