TV 2-stjerne vælter Skagen med gigantisk knallertfest
Nu leverer Peter Ingemann selv materiale til det allerstørste
SKAGEN: Hvis du planlægger at besøge Skagen i weekenden 1.-2. september, skal du allerede nu forberede dig på, at luften bliver tyk og fed af osen fra knallertbenzin.
Weekenden markerer afslutningen på den populære TV 2-vært Peter Ingemanns knallertrejse rundt i Danmark. Det kommer til at ske i spidsen for flere tusinde knallerter, der vil følge ham de sidste 10 kilometer ud til Grenen.
Igennem flere sæsoner har Peter Ingemann med sit sprælske humør, smittende begejstring og sin ægte nysgerrighed har ført tv-seere landet rundt på bagsædet af sin Puch Monza Juvel iført en iøjnefaldende gul styrthjelm, og turen til Skagen markerer afslutningen på "The Final Tour" op langs den jyske østkyst.
Optagelserne til den er netop skudt i gang på Als, fortæller tv-værten på sin Facebook-side, hvor han også pitcher supertræffet på toppen af Danmark.
Planerne har været kendt længe, men først nu er de nødvendige tilladelser på plads efter dialog med blandt andre politimyndighederne.
De mange praktiske detaljer omkring arrangementet har hverken Peter Ingemann eller TV 2 noget med at gøre. Det er i stedet centerleder Christian Mose Sørensen fra Skagen Kultur- og Fritidscenter, som er tovholder, og han oplyser til Nordjyske, at der bliver tale om en decideret knallertfestival med området ved kultur- og fritidscentret som omdrejningspunkt.
Festivalen, som det kræver billet at deltage i, har endda fået sit eget navn og logo: Skagen Knallertfestival 2023 med Peter Ingemann.
Her bliver der undervejs masser af livemusik, lotteri og ølsalg i et lukket område kun for deltagere med billet, og så kan en ægte knallertentusiast næppe forlange mere. Det skulle måske lige være, at Peter Ingemann selv går på scenen, og ifølge planen sker det lørdag aften.
Billetsalget går snart i gang, og det kommer til at ske via turistforeningen Toppen af Danmarks hjemmeside, oplyser Christian Mose Sørensen til Nordjyske.
Datoen for starten på billetsalget vil Peter Ingemann lancere på sin Facebook-side datoen en uges tid før, og i Skagen er arrangørerne netop nu ved at få skabt en hjemmeside, hvor man se det komplette program for festivalen, inden billetsalget starter
Billetprisen er endnu ikke offentlig, og ifølge Christian Mose Sørensen har det ikke været helt enkelt at finde niveauet.
- Men den kommer til at afspejle, at der bliver tale om et arrangement af høj kvalitet, understreger han.
Der er ingen tvivl om, at knallertentusiaster fra nær og fjern vil stå i kø for at blive en del af fælleskørslen rundt i Skagen, men hensynet til regler og trafiksikkerhed betyder, at der bliver et loft over antallet, der kan køre med - og at der derfor kun er plads til knallertkørere med billet i karavanen ud til Grenen.
- Det har noget med reglerne at gøre, og hvad myndighederne forlanger, ikke hvad jeg eller arrangøren nødvendigvis ønsker. Det er jo det velregulerede Danmark, vi bor i - og gud ske lov for det. Men vi taler nok om flere tusinde billetter. Så mon ikke det går, skrev Peter Ingemann allerede i marts på sin Facebook-profil.
Det præcise antal kommer Christian Mose Sørensen nu tættere på.
- Der vil blive sat 2200 billetter til salg. Og jeg håber, vi bliver væltet, afslører han.
Han regner med, at han skal bruge omkring 50 frivillige til at sætte knallertweekenden i Skagen på skinner. Og så håber han, at satsningen også betaler sig.
- De må gerne drikke en masse øl så vi kan få et overskud ud af anstrengelserne, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.