Tyv sendte sms til betjent: Bare du får corona!

23-årig frikendt for chikane mod kriminalassistent - men dømt for indbrud og hæleri

En sms med "ønsket" om uhelbredelig corona til en betjent og hans familie rakte ikke til en dom for chikane til en 23-årig nordjysk mand. Foto: Markus Winkler/Unsplash.com

En sms med "ønsket" om uhelbredelig corona til en betjent og hans familie rakte ikke til en dom for chikane til en 23-årig nordjysk mand. Foto: Markus Winkler/Unsplash.com

HJØRRING:En 23-årig mand er ved Retten i Hjørring blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for sin rolle i en række indbrud - men det lykkedes ikke at få ham dømt for chikane mod en nordjysk kriminalassistent, som han en nat i marts i år sendte en sms til med et ubehagelig indhold.

"Du er helt væk. Jeg håber og ber for, at du og din familie får corona i en grad som er uhelbredelig. Vi ses i hullet :)", skrev den 23-årige mand til betjenten.

Den sms var en del af et længere anklageskrift mod manden, som også omfattede fire indbrud begået i 2017, 2018 og i januar i år - samt et brud på ordensbekendtgørelsen for at tisse op af et vindue tidligt om morgenen 5. maj i fjor i Aalborg.

Den utidige vandladning erkendte den 23-årige. Sms'en kunne han ikke løbe fra, mens han nægtede sig skyldig i fire anklager om indbrud.

Retten fandt det bevist, at han havde haft en finger med i spillet ved to indbrud, hvor der blev stjålet kostbare lamper til små 55.000 kr. fra en privatbolig i Frederikshavn i januar 2017 samt tre designerstole til en samlet værdi af 93.000 kr. fra Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring 25. januar i år.

Han blev frifundet for et indbrud i en virksomhed i Frederikshavn i marts 2018, hvor der blev stjålet inventar for små 15.000 kr - men han blev dømt for hærværk ved at have smadret en rude på stedet.

Den 23-årige mand blev også frifundet for et indbrud i en privatbolig i Hjørring 23. januar i år, hvorfra der blev blandt andet blev hugget en større mængde musselmalet porcelæn samt 16 flasker snaps. Det og en række andre koster fra indbruddet fandt politiet fire dage senere i et skur, som den 23-årige havde adgang til, og han blev derfor dømt for hæleri.

Anklager Birthe Fogh Nissen ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at få dømt manden for chikane mod kriminalbetjenten efter paragraf 119a i Straffeloven, der taler om at krænke personer i offentlig tjeneste.

- Den del skal en tur omkring statsadvokaten, fordi det er et fokusområde. Det var jo heller ikke fordi, Retten ikke fandt, at han havde gjort det. Retten mente bare ikke, det er nok til at være omfattet af bestemmelsen, hvis man kun har gjort det én gang, forklarer Birthe Fogh Nissen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.