Solcelleanlæg

Udvalgsformand: - Vi er slået tilbage til start

Frederikshavn Kommunes planlægning for store solcelleanlæg underkendt i klagenævn

European Energy opførte sidste år landets nordligste solcellepark på 21,5 ha nord for Aalbæk. Der blev der givet tilladelse til etableringen, inden kommunen besluttede at lave en samlet plan for placering af flere store solcelleanlæg. Arkivfoto: Lars Pauli

European Energy opførte sidste år landets nordligste solcellepark på 21,5 ha nord for Aalbæk. Der blev der givet tilladelse til etableringen, inden kommunen besluttede at lave en samlet plan for placering af flere store solcelleanlæg. Arkivfoto: Lars Pauli

FREDERIKSHAVN:Halvandet års planlægningsarbejde med borgerhøringer, indsigelser og protestmøde gik forud, før Frederikshavn Byråd i februar sidste år endelig kunne sætte kronen på værket og vedtage et kommuneplantillæg, som udpegede tre områder til store solcelleanlæg. De skulle ligge ved Dybvad og i området mellem Ravnshøj og Elling.

Nu skal kommunen begynde forfra med den samme proces. Dens fremgangsmåde i første omgang er nemlig blevet underkendt af Planklagenævnet.

- Vi er slået tilbage til start, siger formanden for plan- og miljøudvalget, Peter Nielsen (S).

Han anslår, at processen denne gang vil vare mindst et halvt år. Der skal bl. a. gennemføres høringer af otte ugers varighed i to omgange med politisk behandling ind i mellem.

Indtil den proces er afsluttet, er muligheden for etablering af nye solcelleparker nulstillet.

I kommunens første udkast var der udpeget fem mulige placeringer af store solcelleparker. En af dem var ved Præstbro, hvor modstanden blandt omkringboende var særlig stor.

Det endte med, at kun tre områder blev udpeget, og et af dem, der blev opgivet, var placeringen ved Præstbro.

Også andre steder lød der protester. Beboergrupper klagede til Planklagenævnet over manglende borgerinddragelse og over, at kommunen havde undladt at gennemføre en miljøvurdering af konsekvenserne af at plastre åbne marker til med solpaneler.

Planklagenævnet er i sin afgørelse nået frem til, at kommunen har overholdt kravene om borgerinddragelse. Men nævnet finder, at kommunen også havde pligt til at gennemføre en miljøvurdering.

Planklagenævnet henviser til en afgørelse ved EU-domstolen, som fastslår at miljøvurdering kun kan udelades for projekter på et ”mindre område på lokalt plan”. Men eftersom Frederikshavn Kommune i starten udpegede fem mulige områder med et samlet areal på 220 hektar, er der krav om miljøvurdering.

Da forudsætningen om en miljøvurdering ikke er opfyldt, er kommuneplantillægget ugyldigt, fastslår nævnet.

Peter Nielsen siger, at kommunen tager afgørelsen til efterretning. Han mener, at hverken politikere eller forvaltning kan lastes for, at mulighederne for at anlægge store solcelleparker nu bliver forsinket. Udfaldet af klagesagen skyldes derimod, at nævnet har lagt vægt på en ændret fortolkning af lovgrundlaget (om definitionen af ”mindre områder på lokalt plan, red).

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden