Uheldig? Sejlede på grund to gange på tre dage
En sejler nåede at blive et kendt ansigt for redningsfolkene på Sæby Redningsstation
Opdateret kl. 15:53
FREDERIKSHAVN/VOERSÅ: En ulykke kommer sjældent alene.
Det måtte en sejler sande i går, da han for anden gang på tre dage måtte kalde redningsfolkene på Sæby Redningsstation, fordi han var gået på grund i de nordjyske farvande.
Første gang var i lørdags, hvor han sejlede på grund ud for Frederikshavn. Skibet blev bugseret fri og hjulpet i havn.
Og så skulle man tro, at alt var godt. Men mandag var det så galt igen.
Her blev redningsfolkene kaldt ud til Voerså Havn, hvor sejleren var gået på grund i indsejlingen. Også denne gang blev båden slæbt fri og bugseret i havn.
Nordjyllands Politi bekræfter, at de 6. og 8. juni i forbindelse med redningsaktionerne har taget en blodprøve på den samme mand, fordi de har mistanke om spiritussejlads.