Ukrudtsbrænder fik brand til at ulme
Flere timer efter at arbejdet var slut, brød skur i brand ved villa i Frederikshavn
FREDERIKSHAVN: Lørdag blev det endnu engang bevist, at det ikke er ufarligt at bruge ild til at fjerne ukrudt.
En villaejer på Thodesvej i Frederikshavn fik sig i hvert fald en slem forskrækkelse efter en omgang havearbejde lørdag.
Flere timer efter at han havde stillet sin ukrudtsbrænder på plads i et skur nær sit hus, slog flammerne pludselig op ved døren ind til skuret. Døren nåede at brænde halvt af, og flammerne fik også lidt fat i loftet i skuret, før Nordjyllands Beredskab nåede frem og fik ilden slukket.
- Han havde brugt ukrudtsbrænderen rundt om sit hus, plankeværket og skuret. Så har det formentlig fået fat i noget græs ved døren til skuret, fortæller indsatsleder Ib Nielsen, som mener, at gløder kan have ulmet i græsset i flere timer, før vinden har blæst til dem og fået flammer til at blusse op.
- Så det med ukrudtsbrændere er ikke helt ufarligt, konstaterer indsatslederen.