Vaks offer for tyveri: Fandt sin stjålne cykelholder på Facebook og afslørede tyv
Turist på dagsbesøg på Læsø fik stjålet cykelholder fra sin bil på p-plads i Frederikshavn

Politiet kunne efter anmeldelsen anholde en 31-årig mand, der nu er sigtet for en række indbrud og tyverier. Arkivfoto Foto: Henrik Bo
FREDERIKSHAVN:En vaks turist var lørdag eftermiddag og aften medvirkende til, at en formodet særdeles aktiv tyveknægt blev anholdt og har måttet overnatte på politigården i Aalborg.
Det fortæller vagtchef Jess Falberg, Nordjyllands Politi.
Forhistorien er, at turisten var på en endagstur til Læsø. Derfor holdt hans bil parkeret på en parkeringsplads nær Læsøfærgens kajplads i Frederikshavn.
Herfra var en cykelholder monteret på turistens bil blevet stjålet.
Det opdagede den bestjålne mand, da han kom tilbage fra Læsø, og han anmeldte tyveriet til politiet. Men samtidig foretog han lige en søgning på Facebooks markedsplads, og vupti: her fandt han sin cykelholder sat til salg.
- Manden adviserede os om sin opdagelse, og vi kunne sende en patrulje ud til en adresse i Frederikshavn. Her tog anmelderen med, og han kunne med nøglen til sin cykelholder konstatere, at det var hans cykelholder, der blev fundet på stedet, fortæller Jess Falberg.
Men det var ikke det eneste, der blev fundet.
- Der var PH-lamper, computere, cykler og meget andet, som vi har kunnet konstatere stammer fra indbrud i Nordjylland. Vi er fortsat i gang med at registrere de mange tyvekoster og har endnu ikke fundet alle de rette ejermænd, men til gengæld har vi kunnet anholde den aktive 31-årige mand, som vi har sigtet for tyverierne, lyder det fra Jess Falberg.
Det skete ved 17.30-tiden lørdag.
Der blev også fundet yderligere fire cykelholdere, hvoraf den 31-årige havde stjålet de to lørdag på p-pladsen ved Læsøfærgen, mens de to andre er stjålet på andre steder i Frederikshavn ved tidligere lejligheder.
Vagtchefen har stor ros til overs for turisten, der var så vaks, at han nærmest straks kunne afsløre gerningsmanden til tyveriet af hans cykelholder.
- Det var et rigtrig godt tip, som gjorde, at vi kunne afsløre en aktiv tyveknægt, siger han.
Den 31-årige har overfor politiets efterforskere erkendt tyverierne af cykelholderne, men ikke de øvrige koster fundet på hans adresse.
Den 31-årige gerningsmand til tyveriet af cykelholderen og altså formodede gerningsmand til de øvrige tyvekoster fundet på hans adresse er ikke en gammel kending af politiet, men på grund af de formodet mange indbrud skulle politiets jurister søndag formiddag vurdere, om der er grundlag for at fremstille den 31-årige i grundlovsforhør.
Det vurderede de, at han ikke skulle, og han blev derfor løsladt efter endt afhøring. Men de mange formodede tyvekoster forbliver i politiets varetægt, mens efterforskerne forsøger at koble kosterne til indbrud i området.
Og så venter der den 31-årige et retsligt efterspil.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.