Frederikshavn

Vi vil træne og sove i naturen

Træningsredskaber og shelters er på bestillingslisten i Frederikshavn Kommune

Det er et fitnessredskab som denne G-stalk der skal indkøbes tre stykker af i Frederikshavn Kommune.  Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Det er et fitnessredskab som denne G-stalk der skal indkøbes tre stykker af i Frederikshavn Kommune. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN: Hvis der er nogen, der har holdt for her under pandemien, så er det den smukke natur i hele Frederikshavn kommune.

Langt de fleste af os, benyttet os af skove, naturstier, strande og engdrag i en grad, vi ikke havde set komme før marts 2020.

Det har åbnet borgernes øjne for de rekreative muligheder, kommunens naturrigdomme giver - og det har også givet Teknisk Udvalg blod på tanden til at skabe endnu bedre rammer for et givende udeliv.

- Målet er at udeliv, aktiv fritid og naturoplevelser understøttes yderligere. Det skal ske gennem en sammentænkning af natur, turisme og rekreative muligheder, motionsredskaber og oplevelser i vor enestående natur til glæde for brugerne, understreger formanden for Teknisk Udvalg, Karsten Thomsen (S).

Der er i budgetaftalen afsat 1,5 millioner i indeværende år til rekreative tiltag i naturen - og nu er udvalgets medlemmer klar til at give disse penge kursretning.

Anne Mette Finnerup: Giv os et praj, hvis I har en god ide til hvor en G-Stalk kan sættes op. Brug gerne Giv et praj-appen, så hører I fra os. Arkivfoto: Michael Madsen Michael Madsen

Center for Park og Vej står for drift, udvikling og formidling af de kommunale parker og fredede naturområder.

Der arbejdes løbende på at fremme tilgængeligheden i forhold til at opholde sig eller være aktiv i naturen, lave mad eller overnatte i naturen.

Det sidste udmøntes nu i etablering af yderligere et shelters i Professorens Plantage - en tilvækst, der vil blive taget mod med kyshånd, understreger formanden.

- Vores overnatningstilbud som shelters er ekstrem efterspurgte i øjeblikket, så der er masser der vil klappe i hænderne over, at der nu kommer et ekstra i Professorens Plantage, siger Karsten Thomsen.

Det er projektleder Anne Mette Finnerup, Center for Park og Vej, der sikrer at kursen holdes i de mange projekter, der nu er undervejs.

Det gælder eksempelvis projekt lån et motionsredskab.

- Vi køber tre motionsredskaber, som man kan bede om at få at op et offentligt sted.

- Vi er i forhandling om at købe tre G-Stalks, som vi også kender fra Dyrehaven allerede i dag.

- Men i modsætning til tidligere vil vi opstille værktøjer, der fortæller os, hvor mange der bruger redskaberne, fortæller Anne Mette Finnerup.

Efter 4 måneder evalueres brugen, og redskabet bliver stående eller flyttes.

- Det vil give os et sikkert fingerpeg om, hvorvidt G-Stalken er placeret rigtigt eller ej. Er der få brugere, så finder vi et andet sted, hvor vi så også tester anvendelsen, siger projektlederen.

Hun modtager gerne gode forslag til, hvor det kunne være smart at teste en G-Stalk af.

- Giv os et praj, hvis I har en god ide. Brug gerne Giv et praj-appen, så hører I fra os, siger Anne Mette Finnerup.

Hun håber på, at leveringsterminen muliggør en opstilling inden sommerferien.

Ud over træningsredskaber i uderummet og shelters i Professorens Plantage vil der blive brugt penge på en række andre projekter.

Det gælder hvile/udsigtsbænke på steder med fokus på natur, ro eller udsyn.

Det gælder opgradering af grill- og bålpladser og en fornyelse af ophalepladser til kanoer i Voer Å.

I Vandværkssøen etableres der en bro med et madpakkehus.

Fodgængerbroer på eksempelvis Kongestien og på Hærvejsruten forventes etableret og der etableres et madpakkehus med redskabsskur formentligt i Katsig Bakker.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden