Vinter-OL udfordrer White Hawks-træner - Yderligere to spillere skal muligvis med

Med tre mulige landsholdsspillere og corona i spillertruppen, begynder Jari Pasanen at være udfordret

Jari Pasanen er glad på spillernes vegne, men det kommende Vinter-OL påvirker klubbens forberedelser til Final4. Arkivfoto: Lars Pauli. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Jari Pasanen er glad på spillernes vegne, men det kommende Vinter-OL påvirker klubbens forberedelser til Final4. Arkivfoto: Lars Pauli. Foto: Lars Pauli

ISHOCKEY:Frederikshavn White Hawks formåede søndag at vinde 4-3 over Odense Bulldogs efter at have været bagud 0-3.

Den dårlige start fra frederikshavnerne kan blandt andet skyldes en ting, som klubben ikke helt er vant til, mener cheftræner Jari Pasanen.

- Det skal aldrig være en undskyldning, men vi kunne tydeligt mærke, at vi var påvirket af den hårde start på dagen, som vi havde haft. Vi skulle mødes ved hallen allerede klokken seks i morges for at komme til Odense, og det påvirkede spillerne og vores rytme. Jeg synes dog, vi spillede okay efter omstændighederne.

- Vi kom skidt fra start, og vi lavede nogle unødvendige udvisninger, hvilket gav Odense en føring på 3-0. Men vi fik kæmpet os tilbage og begyndte at spille bedre i tredje periode, hvor vi endte med at vinde, og det var selvfølgelig rigtig dejligt. Overordnet set var kampen nok mere en læring end så meget andet, fortæller cheftræner Jari Pasanen.

Mens konkurrencen i ligaens top-4 er utrolig hård, så er det dog ikke der, at cheftræneren har det meste af sit fokus.

- Lige nu handler det for os om at få stabiliseret vores spil, både defensivt, offensivt og vores powerplay. Vi går benhårdt efter at vinde Final4, ligesom alle de resterende hold. Efter vi vandt pokalen i 2020, ved vi, hvor stort det er, og vi vil gerne opleve det igen. Men det bliver en udfordring at skulle træne og forberede os uden hele truppen.

Fredag 4. februar begynder Vinter-OL i Beijing, hvor det danske ishockey landshold har kvalificeret sig, og her skal flere af Metal Liga-spillere afsted. I Frederikshavn er kaptajn Jesper Jensen udtaget til truppen, men han er muligvis ikke den eneste.

- Vi er en del udfordret af Vinter-OL, da vi mister en vigtig spiller i Jesper Jensen. Samtidig ved vi stadig ikke, om Mads Larsen og Mathias Seldrup også skal afsted til Kina. Skulle det være tilfældet, er det også nogle vigtige spillere, som vi skal undvære. Jeg under dem det rigtig meget, da det er en kæmpe oplevelse, og det er kun hvert fjerde år, så det er noget, som man må affinde sig med. Desværre er det bare et dårligt tidspunkt i forhold til blandt andet Final4 og forberedelserne til slutspillet, forklarer White Hawks-træneren.

Frederikshavnerne havde sin landsholdsspiller, og mulige landsholdsspillere med mod Odense Bulldogs, men klubben måtte i stedet undvære Mark McNeil, der var ude med corona.

Cheftræneren regner med at få yderligere besked omkring de to spilleres OL-skæbne i løbet af mandagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden