Vildt White Hawks-comeback sikrede sejren

Selvom frederikshavnerne kom bagud på blot 10 minutter, så lykkedes det alligevel gæsterne at tage sejren med hjem

Frederikshavn White Hawks fik vendt 0-3 til 4-3. Arkivfoto: Lars Pauli. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Frederikshavn White Hawks fik vendt 0-3 til 4-3. Arkivfoto: Lars Pauli. Foto: Lars Pauli

ISHOCKEY:Frederikshavn White Hawks leverede i sandhed et stort comeback, da nordjyderne vandt med 4-3 i overtiden ude over Odense Bulldogs efter at have været bagud med 0-3.

Der var fart under skøjterne hos begge hold, og det resulterede i, at der ikke gik længe mellem holdene skiftevis kom frem til gode chancer. På et splitsekund kunne en omstilling nemlig ændre alt.

Begge klubber manglede dog den sidste skarphed, hvilket resulterede i, at første periode var uden scoringer. Derfor måtte holdene nøjes med 0-0 ved pausen.

Kampens første scoring kom dog i anden periode efter blot halvandet minut, da hjemmeholdet fik bragt sig foran med 1-0, hvilket blev begyndelsen på 10 minutters helvede for frederikshavnerne.

Det var nemlig også hjemmeholdet, som stod for kampens anden scoring, efter Eemeli Räsänen trak en udvisning, hvilket gav fynboerne deres andet powerplay. Her var det Mathias Mølgaard, som udbyggede føringen til 2-0, da han stod godt placeret inde foran Tadeas Galansky.

Og det var ikke det sidste mål fra fynboerne i perioden, for blot halvandet minutter efter var det endnu en gang hjemmeholdet, som fik udbygget sin føring til 3-0.

En Odense- og en Frederikshavn-spiller blokerede nemlig udsynet for Tadeas Galansky, og derfor kunne Oliver True snildt sende pucken i nettet til 3-0 imens. Selvom dommerne så episoden igennem på skærmen, så var den god nok, og derfor kunne hjemmeholdet glæde sig over sine tre hurtige mål.

Dog fik gæsterne svaret hurtigt igen og reduceret til 1-3, da Thomas Søndergaard få minutter efter sendte pucken mod målet. Den blev rettet af på vejen og røg imellem Samu Perhonens ben.

Kampfakta

Odense Bulldogs - Frederikshavn White Hawks 3-4

Periodecifre: 0-0, 3-1, 0-2, 0-1

Mål: 1-0 Mark Auk (21.28), 2-0 Mathias Mølgaard (27.30), 3-0 Oliver True (29.05), 3-1 Thomas Søndergaard (32.04), 3-2 Eemeli Räsänen (43.47), 3-3 Christopher Frederiksen (54.10), 3-4 Aleksi Halme (60.21)

Udvisningsminutter: Odense 2, Frederikshavn 6

Tilskuere: 856

I tredje periode fik White Hawks et bedre tag på kampen igen, og efter små fire minutter lykkedes det Eemeli Räsänen at få reduceret yderligere til 2-3, hvilket åbnede muligheden for de tre point og andenpladsen i Metal Ligaen igen.

Med fem minutter tilbage blev den mulighed endnu større, da Christopher Frederiksen lidt spøjst fik sendt en trillende puck i nederste højre hjørne til en 3-3-udligning.

Som uret tikkede stille ud, havde begge hold nogle mindre muligheder, som dog ikke blev til mere end det. Derfor skulle kampen ud i overtiden for at blive afgjort.

Det tog blot 20 sekunder for frederikshavnerne at få scoret det afgørende mål. Det var Aleksi Halme, som skød White Hawks-sejren hjem.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden