Voldsom påsejling: Chokeret besætning får hjælp

Alt tyder på en menneskelig fejl, men undersøgelserne fortsætter

Forsyningsskibet Attender har i et par måneder opereret i farvandet ud for Skagen, men det har nok lange udsigter, før det arbejde bliver genoptaget. <i>Foto: Bente Poder</i>

Forsyningsskibet Attender har i et par måneder opereret i farvandet ud for Skagen, men det har nok lange udsigter, før det arbejde bliver genoptaget. Foto: Bente Poder

SKAGEN:Det var efter alt at dømme en menneskelig fejl, der var skyld i, at det godt 20 meter lange og syv meter brede forsyningsskib "Attender" onsdag morgen kl. 6.30 tordnede mod vestmolen ved indsejlingen til Skagen Havn.

Det er den foreløbige konklusion, Nordjyllands Politi er kommet frem til, oplyser vagtchef Poul Fastergaard, efter at ordenmagten havde været på stedet og talt med de to besætningsmedlemmer om bord.

Ved påsejlingen af molen blev der slået store huller i skroget på det 10 år gamle norskbyggede skib, der ejes af det danske offshore-rederi, Northern Offshore Services A/S.

Grundstødt skib i Skagen havn Skagen 18.januar 2023.      <i>Foto: Bente Poder</i>

Grundstødt skib i Skagen havn Skagen 18.januar 2023. Foto: Bente Poder

Frygt for at synke

I løbet af onsdagen var både slæbebåde og redningsbåden "Lars Kruse" fra Skagen Redningsstation forbi det grundstødte forsyningsskib, men på grund af skaderne i skroget blev enhver plan om at forsøge at trække skibet fri opgivet af frygt for, at det skulle synke.

- Det skal formentlig fjernes på et tidspunkt med en kran. Det skal rederiet selv sørge for, forklarer Poul Fastergaard.

- Tilsyneladende er der heller ikke ved påsejlingen sket udslip fra skibet til fare for miljøet, tilføjer vagtchefen.

Chokbølger

Uheldet rystede ikke blot skibets to besætningsmedlemmer. Det sendte samtidig chokbølger afsted mod rederiets bestyrelsesformand og medejer David Kristensson, som Nordjyske talte med onsdag sidst på eftermiddagen.

David Kristensson, bestyrelsesformand og medejer af Northern Offshore Services, har sendt folk fra rederiet til Skagen for at hjælpe besætningen og bistå ved at finde en forklaring på onsdagens grundstødning på Skagen Havn Vestmole. <i>Foto: Northern Offshore Services</i>

David Kristensson, bestyrelsesformand og medejer af Northern Offshore Services, har sendt folk fra rederiet til Skagen for at hjælpe besætningen og bistå ved at finde en forklaring på onsdagens grundstødning på Skagen Havn Vestmole. Foto: Northern Offshore Services

Han oplyser, at rederiet prompte har sørget for at sende personel til Skagen for at støtte de to besætningsmedlemmer, som David Kristensson kalder både "dygtige og velkvalificerede ".

- De er chokerede. Heldigvis er ingen af dem kommet til skade, og det er vi meget taknemmelige for. Det er for tidligt at sige noget om, hvad der er sket. Det arbejder vores folk på stedet med at finde ud af, ligesom de er i gang med at finde ud af, hvordan vi får flyttet skibet fra der, hvor det ligger, siger David Kristensson.

Samarbejder med myndigheder

Han understreger, at rederiets folk i Skagen nu samarbejder med de danske myndigheder for at finde en forklaring på, hvad der fik "Attender" til at sætte sig uhjælpeligt fast på vestmolen ved indsejlingen til Skagen Havn.

Hvordan - og hvornår - tænker I at få flyttet skibet?

- Det er også for tidligt at sige noget om. Det beror på de skader, der er sket på skibet. Den beslutning er vores forsikringsselskab også med inde over. Forhåbentlig går det hurtigt, siger bestyrelsesformanden.

Attender, der blot er ét skib i Northern Offshore Services flåde på over 40 større eller mindre forsyningsfartøjer, har hjemhavn i Esbjerg, og ifølge David Kristensson har skibet opereret i farvandet ud for Skagen i to-tre måneder, hvor det ifølge maritimedanmark.dk er chartret af Skagen-virksomheden Saga Shipping, som sejler ud med forsyninger og besætninger til de mange skibe i Aalbæk Bugt.

Med andre ord har skibet været inde og ude af Skagen Havn talrige gange før onsdagens uheld.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.