Ildebrand

Voldsom røgudvikling fra skib ved kaj

Et leje blev overophedet under reparation af skib i Frederikshavn

Normand Installer. Foto: Joanne Goldby, CC BY-SA 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0>, via Wikimedia Commons
Normand Installer. Foto: Joanne Goldby, CC BY-SA 2.0 , via Wikimedia Commons

Opdateret kl. 11:26

FREDERIKSHAVN: En voldsom røgudvikling var årsag til, at Nordjyllands Beredskab torsdag morgen blev kaldt til brand i et skib, som ligger til kaj ved Havnepladsen i Frederikshavn.

Det fortæller indsatsleder Jørgen W. Pedersen.

- Skibets folk har formentlig været ved at afprøve udstyret. Ved en såkaldt azimut - et aggregat, der styrer skibets ror i front - var der et leje, der blev overophedet, og det skabte en frygtelig masse røg primært forrest i skibet, fortæller indsatslederen.

Skibet - Normand Installer - er et skib, der servicerer, forsyner og foretager installationer på blandt andet borerigge i Nordsøen.

- Skibets egne brandmænd handlede hurtigt, og der har ikke været en egentlig ildebrand, men en del gløder, som sammen med varmefriktionen ved gummipakningerne mellem skibet og ud til vandet har forårsaget røgudviklingen, forklarer Jørgen W. Pedersen.

Han har sammen med holdleder og fire brandmænd fra stationen i Frederikshavn blot understøttet den indsats, som skibets egne brandfolk har udøvet.

Der er blevet foretaget en grundig udluftning på skibet, og derefter kunne beredskabet forlade Havnepladsen og returnere til stationen.

Der har ikke været fare mennesker i forbindelse med den voldsomme røgudvikling.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden