Drama i Frederikshavn Byråd: Socialdemokratisk flertal slår revner
Lydfilssagen og intern kritik får socialdemokratisk byrådsmedlem til at forlade partiet og skifte til SF
Opdateret kl. 09:53
Balladen omkring Frederikshavn Havn fortsætter med at trække spor ind i byrådssalen på rådhuset i Frederikshavn.
Knap nok har den mangeårige borgmester Birgit S. Hansen forladt byrådet, før det knirker i den socialdemokratiske byrådsgruppe, som fik absolut flertal ved valget i 2021 med 17 ud af 29 pladser i byrådet.
Torsdag morgen oplyser byrådsmedlem Martin Tøttrup Kelkelund, at han forlader Socialdemokratiet og skifter til SF.
- Folk som har fulgt lokalpolitik kan jo se, at jeg i flere sager igennem årene ikke altid har været enig med Socialdemokratiet og har stemt anderledes, oplyser den 52-årige overlæge fra Skagen i en pressemeddelelse.
Med partiskiftet fortsætter en politisk rejse, som også tidligere har ført Martin Tøttrup Kelkelund forbi medlemsskaber hos Dansk Folkeparti og Konservativt Folkeparti.
Truet med eksklusion
Beslutningen kommer i kølvandet på onsdagens byrådsmøde, hvor den såkaldte "lydfilssag" efter ønske fra Venstre var på dagsordenen. Sagen handler om en medarbejder ved kommunen, som bl.a. har rådgivet Frederikshavn Havn om at begrænse aktindsigt i sager om den betændte økonomi på havnen.
Venstre ønsker en dybere undersøgelse af den sag. Det valgte den socialdemokratiske byrådsgruppe at stemme imod på byrådsmødet, men her valgte Martin Tøttrup Kelkelund at gå imod partidisciplinen og stemme for Venstres forslag.
- Folk ved hvor jeg står, men I drømmer ikke om hvor mange gange jeg har fået at vide, at jeg snart skulle lære at gå i takt. Jeg er aldrig blevet mødt af politiske modargumenter, men useriøs snak og magtfuldkommenhed. Forud for den seneste sag i går aftes, er jeg blevet direkte truet af mine egne i et forsøg på at banke mig på plads, men det er slut nu, siger Martin Tøttrup Kelkelund.
Overfor Nordjyske oplyser Martin Tøttrup Kelkelund, at han tirsdag - dagen efter et gruppemøde i den socialdemokratiske byrådsgruppe, som han ikke deltog i - blev ringet op af et medlem af partiets gruppeledelse. Her blev han truet med, at der ville blive indledt en eksklusionssag, hvis han på byrådsmødet stemte for Venstres forslag om en dybdegående undersøgelse af "lydfilsagen".
Skinger retorik
Ifølge Martin Tøttrup Kelkelund har det ikke gjort noget godt for det lokale demokrati, at Socialdemokratiet ved det seneste valg fik absolut flertal.
- Hvis man ikke i den situation er sin opgave voksen, så er det rigtigt usundt. Jeg er utallige gange blevet mødt af krav om, at jeg skal lære at gå i takt. Til det har jeg svaret, at jeg er - eller var - medlem af Socialdemokratiet. Ikke af Scientology, fortæller Martin Tøttrup Kelkelund.
Det er hans oplevelse, at udviklingen i havnesagen har presset hans nu forhenværende parti og ikke mindst den netop afgåede borgmester Birgit S. Hansen til at benytte en retorik, som er blevet mere og mere skinger.
- Og i min optik mere og mere panikagtig. Det tager jeg nu til efterretning. Jeg kan ikke være i det mere.
Hvordan er det så at stå op til en ny politisk virkelighed for dig selv?
- Det er med en blanding af vemod, lettelse og glæde. Jeg har lukket en dør nu for så at åbne en anden, siger den nu forhenværende S-politiker.
Borgmester: Intenst
Borgmester Karsten Thomsen erkender overfor Nordjyske, at bølgerne gik højt og at tonen var hård på det første byrådsmøde med ham som manden for bordenden.
- Det var et intenst møde - og en intens debut jeg havde som mødeleder. Men jeg vil ønske Martin (Tøttrup Kelkelund, red.) al mulig held og lykke fremadrettet, ligegyldigt hvor han er. Jeg har stor respekt for ham, og jeg har været glad for hans tid i vores parti. Yderligere kommentarer har jeg sådan set ikke, siger Karsten Thomsen.
Hvor vigtig er partidisciplin i et byråd?
- Det kan da godt være vigtigt i nogle situationer. Men jeg skal ikke være den leder, der undertrykker nogen. Der kan være særlige situationer, hvor nogen siger, at de ikke kan stemme som gruppen. Og det har jeg fuld respekt for, siger Karsten Thomsen.
I problemer til halsen
Martin Tøttrup Kelkelunds politiske fremtid ligger altså nu hos SF, som på landsplan har masser af medvind og i mange meningsmålinger står til at blive det næststørst parti, hvis der var folketingsvalg i dag.
Lokalt er partiets hidtil eneste byrådsmedlem i Frederikshavn, Christina Lykke Eriksen, for nylig blevet genvalgt som partiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg, og hun har proklameret, at hun går efter at blive borgmester efter kommunalvalget i november næste år.
- Jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet i SF, og jeg har igennem årene altid haft et rigtig godt samarbejde med Christina Lykke Eriksen. Der er så mange vigtige politiske udfordringer i kommunen, som kræver ordentlighed og seriøs tilgang. Man skal jo være tonedøv for ikke at se, at vi står i problemer til halsen. Borgerne fortjener nogle politikere, som kan finde ud af at samarbejde, siger Martin Tøttrup Kelkelund, som bor i Skagen og blev valgt ind i Frederikshavn Byråd ved valget i november 2021.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.