Frederikshavn

Frederikshavner skriver bog om at være barn af 50’erne

Henning Jensen er klar med en ny bog - denne gang om sin egen barndom i Klokkerholm

De fem søskende foreviget i Klokkerholm i 1960: Jørgen, Ole, Jane, Henning og Kaj.Privatfotos
De fem søskende foreviget i Klokkerholm i 1960: Jørgen, Ole, Jane, Henning og Kaj.Privatfotos

Opdateret kl. 19:43

FREDERIKSHAVN: Han er forfatter til 15 bøger. Ni af dem om forretningslivet i Frederikshavn. Nu er han klar med endnu en lokalhistorisk bog, denne gang med ham selv i hovedrollen, "Min barndom på landet i 50’erne - som jeg husker den ..."

Navnet er Henning Jensen, 66-årig frederikshavner, der blev født i Møllehuset i Klokkerholm.

I bogen skildrer Henning Jensen livet i en familie på landet, sammen med sine forældre, Erna og Arne Jensen og fire ældre søskende, Jørgen, Kaj, Ole og Jane.

Hennings søskende har alle fire medvirket til fortællingen om, hvordan det var at være barn dengang i 50’erne.

Henning Jensen (nederst til højre) sammen med sine fire søskende, Jørgen, Ole, Kaj og Jane, som de ser ud i dag.

Et fælles projekt

- Denne gang er det min egen historie. Jeg tænker tit på, hvor anderledes alting var dengang, og det er den historie, jeg gerne vil fortælle, siger Henning Jensen, der tager læserne med på en rejse tilbage til et årti, hvor man lyttede til hørespil og Giro 413 i radioen. Fjernsynet var ikke opfundet, og de fem søskende havde ikke meget plads at boltre sig på.

Faderen Arne var fritidsbog-sælger for Ensig i Aalborg. På knallert kørte han rundt til karlene og forsøgte at sælge Gyldendels leksikon. Senere blev han sælger for Nilfisk, noget af det nyeste inden for støvsugere, og samtidig arbejdede han i marken på gården Korslund.

Henning Jensen har skrevet ni bøger om forretningslivet i Frederikshavn gennem tiderne.

Reception i Klokkerholm

- Mange familier er splittede i dag, men vi søskende har tæt kontakt og snakker sammen hver eneste uge. Bogen er et fælles projekt, og ud over mine søskende har jeg mødtes med omkring 30 gamle skole- og fodboldkammerater fra Klokkerholm. Flere af dem havde jeg ikke set i 55 år, så vi havde mange minder, vi skulle dele, fortæller Henning Jensen, der også har været i tæt kontakt med lokalhistorisk forening i Klokkerholm.

De lægger lokaler til en reception fredag 1. december, hvor bogen præsenteres.

I 1963 flyttede familien Jensen til Frederikshavn, og i 1965 blev Henning konfirmeret i Fladstrand Kirke.

I 1963 flyttede Henning og resten af familien Jensen fra Klokkerholm til Frederikshavn, hvor de købte hus på Kløvervej 68.

Henning kom i Fladstrand Skole, men det er en anden historie - og måske en anden bog fra den flittige forfatter.

"Min barndom på landet i 50’erne" er hans fjerde bogudgivelse på et år.

Skolefoto fra Hennings skolegang på Klokkerholm Centralskole, der senere skiftede navn til Hellevad-Ørum centralskole.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden